Michael Gravgaard afviser Brøndby-kontakt
Illustration
Superliga

Michael Gravgaard afviser Brøndby-kontakt

Michael Gravgaard bliver bragt i spil som ny sportschef i Brøndby. Han afviser at have fået et tilbud fra klubben. 

Michael Gravgaard bliver onsdag bragt i spil som en kandidat til det ledige sæde som sportschef i Brøndby. Ekstra Bladet skriver således, at han i visse Brøndby-kredse meldes som favorit til jobbet, der står ledigt efter Ole Bjurs afsked ved udgangen af denne måned. 

Selvom Michael Gravgaard har en fortid hos rivalerne fra FC København, anses Gravgaard i Brøndby ifølge avisen som en stærk kandidat, der har forretningstalent og et godt kendskab til fodboldmiljøet. 

Michael Gravgaard er i dag ansat som tv-vært på Canal 9, og han afviser at være blevet tilbudt jobbet som Brøndby-sportschef. 

- Der er flere journalister, der har ringet til mig, men jeg kan bare sige, at jeg ikke er blevet tilbudt noget job som sportchef i Brøndby. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg står på en eller anden liste med kandidater, men jeg kan afvise, at jeg har hørt fra Brøndby, siger Michael Gravgaard til tipsbladet.dk. 

Hvorvidt Michael Gravgaard kunne være interesseret i jobbet som Brøndby-sportschef, ønsker han ikke at kommentere.

- Det har jeg ingen kommentarer til overhovedet, fastslår han. 

Gravgaard ønsker således ikke at bidrage yderligere til spekulationerne om en mulig fremtid i Brøndby, men siger altså, at han ikke har fået tilbudt jobbet.