Video : Tipsbladet
Superliga

Michael Gravgaard: Ole Nielsen misforstod sit job i klubben

Michael Gravgaard svarer igen på kritikken fra Ole Nielsen. Han mener, at den nu fyrede sportschef fuldstændig havde misforstået sit job i Randers FC.

Onsdag blev sidste arbejdsdag for Ole Nielsen som sportschef i Randers FC. Da Ole Nielsen mødte ind på sit kontor, var det til en fyreseddel, og dermed er han ikke længere tilknyttet den kronjyske fodboldklub.

Ole Nielsen har efterfølgende rejst hård kritik af Michael Gravgaard, der i kølvandet på fyringen er gået fra direktør til sportsdirektør. Ole Nielsen har blandt andet kritiseret Gravgaard for at være en uerfaren leder og for at blande sig utidigt i hans arbejdsopgaver - han nævner kontakt med agenter, spillere, netværk osv. som konkrete eksempler. 

Dette har Michael Gravgaard ikke overraskende en anden udlægning af. Han mener, at Ole Nielsen ganske enkelt har misforstået sin jobbeskrivelse i Randers FC.

- Ole har haft behov for at få luft oven på den her fyring, og det skal han have lov til, og det kan jeg i bund og grund godt forstå. Når det så er sagt, så synes jeg, at hans kritik langt hed ad vejen er forfejlet, siger Randers FC's nye sportsdirektør til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Jeg kan forstå på Ole, at han føler, jeg har blandet mig i hans arbejde, men der kan jeg bare sige, at det er mit job. Jeg er den med det overordnede ansvar i Randers FC, så derfor er det altså også mit job at passe butikken, også på det sportslige plan. I forhold til det, Ole siger, er problemet rent ud sagt, at han på nogle områder har misforstået, hvad hans job og kompetencer var. Han har nok egentlig ønsket at agere som en sportsdirektør, hvor han i virkeligheden var ansat som sportschef. Jeg ved godt, at der i Danmark er en tendens til, at man ikke rigtig ser en forskel på de to titler, men der er altså en forskel - i hvert fald her i Randers FC.

Michael Gravgaard forklarer forskellen på en sportschef og en sportsdirektør i Randers FC på følgende måde:

En sportschef er ham, der varetager det daglige, sportslige ansvar. Han er i daglig kontakt med spillere, agenter osv., og så bringer han sine anbefalinger videre til direktøren, som har det overordnede ansvar og det sidste og afgørende ord i forhold til, hvad som bringes videre til bestyrelsen for endelig beslutning. 

En sportsdirektør gør meget af det samme, men har selv det sidste ord og skal altså ikke konferere med nogen højere i hierakiet.

- Og det er her, Ole ikke har kendt sin præmis til fulde. Han har gået rundt med den overbevisning, at det sportslige ansvar var hans alene, og så kan jeg da godt forstå, at han føler, jeg har blandet mig. Men sådan spiller klaveret altså ikke i Randers FC, og det burde Ole også vide. Derfor blev vi heller aldrig det dreamteam, som der ellers var lagt op til, med ham som den dygtige fodboldmand - for det er han - og mig som direktøren med en smule fodboldforstand, vil nogen måske påstå, siger Michael Gravgaard.

Ole Nielsen giver også udtryk for, at din manglende erfaring som leder var et problem. Hvad tænker du om det?

- Ole er i sin gode ret til sin mening, og det er fair nok, han åbenbart mener, jeg er en dårlig leder. Men at jeg ikke har erfaring som leder er jo decideret forkert, og ellers var jeg nok aldrig blevet ansat til det her job. Jeg blev da kaldt en leder på fodboldbanen. Derudover var jeg efter endt karriere daglig leder for sportsredaktionen på Canal 8 og Canal 9 i to-tre år. Det er korrekt, at jeg ikke har mange års erfaring som leder i en fodboldvirksomhed, men erfaring er jo altså ikke i sig selv en kvalitet. Det svarer lidt til at sige, at man kun er en god fodboldspiller, hvis man har spillet fodbold i mange år, siger Gravgaard.

Har det i virkeligheden hele tiden været dit mål at få vippet Ole af pinden og blive sportsdirektør? 

- Nej, det har det absolut ikke. Jeg havde da helt klart håbet, at Ole og jeg havde fundet melodien, men sådan gik det bare ikke. Derfor sidder jeg nu som sportsdirektør, men jeg vil også gerne understrege, at vi i Randers FC er et team, og det er ikke kun mig, der styrer butikken. Døgnet har kun 24 timer for mig også, så det kræver en masse dygtige folk, og dem har vi så afgjort her i klubben, siger Michael Gravgaard, der især har givet nogle af de administrative opgaver videre i kølvandet på sin nye jobtitel.

Ole Nielsen siger, at det kan have fjernet spillernes fokus fra fodboldbanen, at du er kommet med så mange nye tiltag i forhold til åbenhed, og at det kan - med to streger under KAN - have haft betydning for de svigtende resultater?

-  Det KAN da have haft betydning, at der er indført en ny stil i Randers FC, ligesom det KAN have haft betydning, at der var regnvejr, da vi tabte i SønderjyskE, eller det KAN have haft betydning, at der blev spillet kort i spillerbussen på vej derned til kampen. Den korte version er, at jeg selvfølgelig som ansvarlig leder lytter til aktørerne selv – i det her tilfælde spillerne – og jeg er ret sikker på, at hvis du spørger dem, så har det absolut ingen indflydelse. Ole er af den gamle skole, og det respekterer jeg, men jeg har bare en anden opfattelse af, hvad der skal til for, at vi også i fremtiden har et produkt, folk gider komme på stadion for at se.

Hvilken sportsdirektør vil du gerne være for Randers FC?

- Tilgængelig, åben, grundig og struktureret. I bund og grund er jeg jo stadig bare Michael. Jeg skal ikke ud at opfinde en helt ny person. Jeg er, som jeg er. Og så holder jeg fast i min kæphest om, at vi er nødt til at gå forrest og fortsætte vores strategi om at gøre os interessant for vores omverden, så vi kan få fyldt vores flotte stadion. Vi må ikke lukke os om os selv, og det kommer vi i hvert fald ikke til i Randers FC, slutter Michael Gravgaard.