Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Esbjerg-træner: Vil da ikke gøre noget at vinde

Lars Lungi Sørensen har fokus på at slutte godt af i Alka Superliga-efteråret, men han vil også se på andre vigtige områder hvis vestjyderne skulle tabe.

Esbjerg fB går ind til søndagens Alka Superliga-runde med et sjældent udgangspunkt. Vestjyderne er ubesejrede i tre kampe på stribe, og det er livgivende toner fra Superligaens største skuffelse i efteråret. Nu har vestjyderne dog igen kontakt med de øvrige hold, og søndag får man chancen for at slutte godt af, når Randers FC tager imod.

Her er der debut til klubbens nye cheftræner Lars Lungi Sørensen, der håber på at kunne sætte et godt aftryk på et skuffende efterår. Sejren betyder dog ikke alt for Esbjerg-træneren: 

- Jeg vil ikke have noget imod at vinde, men skulle det værste ske, at vi taber, vil jeg kigge på energien og det mentale aspekt. Jeg vil have, at spillerne på banen hjælper hinanden på forkant, i stedet for at de kritiserer hinanden på bagkant. Taktisk har jeg gået på listefødder efter blot fire træninger, for jeg vil ikke overfylde spillerne med nye anvisninger, så de glemmer at spille fodbold, siger Lars Lungi Sørensen til klubbens hjemmeside.

Og Esbjerg-spillerne har fået en god start under den nye træner. Det understreger anfører Victor Palsson:

- Alle kender Lungi og ved, hvad han står for, og det har været en god uge. Vi skal møde et rigtig godt fodboldhold med dygtige angribere og en stærk defensiv, som er svær at nedbryde. Vores tilgang skal være den samme som til enhver anden fodboldkamp, men selvfølgelig vil det være rart at slutte året godt af, udtaler Palsson.

Esbjerg har hentet 16 points i 20 kampe.