Ny i Superligaen: AaB's nye bomber er en humørspiller
Foto: Gonzalo Arroyo Moreno/Getty Images
Superliga

Ny i Superligaen: AaB's nye bomber er en humørspiller

Transfervinduet er lukket, og tipsbladet.dk vil løbende sætte fokus på nogle af de nye ansigter, der er kommet til Superligaen med input fra folk, der kender spilleren godt. I dag Jakub Sylvestr.

Januars transfervindue bød på en række nye spillere i Superligaen. Nogle af dem har været her før, andre er helt nye ansigter, nogle er danske, andre har udenlandsk pas. I denne serie sætter tipsbladet.dk fokus på de nye drenge i Superligaen med input fra et øjenvidne i form af spillere, trænere eller eksperter, der kender vedkommende på den ene eller anden måde.

Denne gang sætter vi fokus på Jakub Sylvestr i AaB.

Navn: Jakub Sylvestr
Ny klub: AaB
Kontrakt: 31.12.2017
Position: Angriber
Alder: 28 år
Tidligere klubber: Slovan Bratislava, Petrzalka, Dinamo Zagreb, Erzgebirge Aue, FC Nürnberg og Paderborn
Seniorkampe/mål: 253/61

Sagt ved præsentationen:
Allan Gaarde, sportsdirektør i AaB:
- Det har været et ønske for os at tilføje en angriber til truppen i dette transfervindue, og vi er meget glade for, at det er lykkedes at få Jakub Sylvestr på plads. Jakub er en hurtig, teknisk stærk og bevægelig angriber, der ved hvordan man scorer mål både med højre og venstre fod. Typemæssigt passer han godt ind i vores spilfilosofi. Herudover er han professionel og hårdtarbejdende, og vi ser ham som en klar forstærkning af vores trup, der i forvejen indeholder andre dygtige angribere, som vi stadig har tiltro til.

Det siger øjenvidnet til tipsbladet.dk:
Nicolai Lisberg, freelance journalist og medstifter af bulibold.dk:
- Det er ikke meget, han har spillet de seneste år, men særligt i Aue var han en rigtig dygtig angriber med det, man med en kliché kalder for målnæse. God til at opsnuse situationer og en glimrende afslutter. Virker lidt som en humørspiller forstået på den måde, at hans mål ofte kom i stimer. Kunne score tre-fire kampe i træk, og så var der ellers tørke i seks-syv kampe. Jeg havde egentlig forventet, at han ville udvikle sig til en Bundesliga-spiller, men skiftet til Nürnberg blev, trods en god start, ikke den store succes.