Ny Randers-træner har fået kontrakt som Zorniger: Funktionær til sommer
Foto: Pete Norton/Getty Images
Superliga

Ny Randers-træner har fået kontrakt som Zorniger: Funktionær til sommer

Ricardo Moniz overgår fra sommeren 2018 til en funktionærkontrakt præcis som Alexander Zorniger i Brøndby IF. Den slags er uden udløbsdato, men med opsigelsesvarsel.

Søndag præsenterede Randers FC klubbens nye cheftræner, og allerede mandag formiddag havde Ricardo Moniz sin første arbejdsdag hos Superligaens bundprop, da han forestod ugens første træning.

Nu har Moniz fem dage til at sætte så meget af sit eget aftryk på truppen som muligt, før holdet spiller første kamp under den nye chef. Det er på lørdag, og det er på udebane hos førerholdet FC Nordsjælland.

Det er gået hurtigt med den 53-årige træner, eftersom forgængeren Olafur Kristjansson forlod sin post i torsdag, Moniz kom til Danmark søndag, og han altså startede på arbejde mandag.

- Vi hentede ham i lufthavnen i går, spiste aftensmad sammen og indlogerede ham på et lokalt hotel, fortæller Randers FC's presse- og kommunikationschef, Kristian Fredslund Andersen, til BT.

Til samme avis oplyser han, at Moniz' aftale er udformet således, at han til sommer overgår til en funktionærkontrakt, som ikke har nogen udløbsdato, hvilket de fleste træner- og spillerkontrakter ellers har, men dog har en opsigelsesvarsel. Altså samme vilkår som mange "almindelige" lønmodtagere.

Det er samme forhold, som Alexander Zorniger har i Brøndby IF. Hans kontrakt begyndte naturligvis i sommeren 2016, men overgår over om ni måneder til en funktionæraftale.