OB indkalder Emil Larsen til samtale efter fanudtalelse
Foto: Lars Poulsen
Superliga

OB indkalder Emil Larsen til samtale efter fanudtalelse

Emil Larsen kan se frem til at blive indkaldt til en samtale med OB-cheftræner Ove Pedersen efter sin udtalelse, om at han ikke kan lide klubbens fans.

Emil Larsen var efter tirsdagens kamp mod FC Vestsjælland på hjemmebane i Odense ude med riven efter de lokale fans, som han ikke har det bedste forhold til. Tilskuerne havde buhet af Larsen, da han blev udskiftet i anden halvleg, og det overraskede ham ikke.

- Fansene - sådan er det jo. Fansene kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dem. Sådan er det, sagde Emil Larsen til TV3 Sport 1 efter opgøret.

OB's cheftræner Ove Pedersen har nu i sinde at tage en samtale med offensivspilleren på baggrund af den udtalelse.

- Det er vi nødt til, det er logisk. Jeg tror også, der er andre end mig, der vil have en snak med ham. Jeg går da ud fra, at sportsdirektøren vil. Selvfølgelig skal man snakke om det. Unge mennesker skal også lære det her. Det er jo ikke kun noget med at svinge stokken. Det handler om, hvordan man gebærder sig her i verden, siger Ove Pedersen til Ekstra Bladet.

Emil Larsens kontrakt med OB udløber sommeren 2016.