OB-træner er imponeret af FC Midtjylland
Illustration
Superliga

OB-træner er imponeret af FC Midtjylland

OB's cheftræner Troels Bech er altid bekymret før møderne med FC Midtjylland, men det plejer nu at gå godt for hans mandskaber.

OB står over for en vanskelig opgave, når holdet møder FC Midtjylland på udebane fredag aften. Midtjyderne har modsat OB fået en glimrende start på sæsonen, og i sidste sæson var der mange point, der skilte FC Midtjylland på tredjepladsen fra OB på ottendepladsen. 

Alligevel hentede OB syv point mod FC Midtjylland i de to holds indbyrdes kampe i sidste sæson, og derfor er træner Troels Bech fortrøstningsfuld. 

- Hver gang man skal møde FC Midtjylland, har jeg tit tænkt på, hvordan det dog skal gå mod alle deres meget hurtige spillere og stærke individualister. Normalt er der trusler nok at finde på mange hylder, men det har alligevel vist sig at kunne lade sig gøre. Både i OB og i Silkeborg har jeg haft det fint mod FC Midtjylland. Kan vi klare mange af de en-mod-en-situationer og være omhyggelige med at bakke hinanden op, har vi fine chancer for at slå til på kontra og dødbolde. På trods af at det altid ser lidt bøvlet ud, viser erfaringen, at det godt kan lade sig gøre, siger Troels Bech til tipsbladet.dk.

Han er imponeret over, at FC Midtjylland for anden sæson i træk har fået en forrygende start på sæsonen trods salg af flere profiler.  

- For mig er der ingen tvivl om, at der bliver lavet et stærkt stykke arbejde i staben og kulturen deroppe. Når nu en stærk profil som Jesper Juelsgård rejser, vil det normalt svække et hold, men de har bare en til, der har været i kulissen i Jesper Lauridsen. Sådan har de gjort igen og igen – eksempelvis med Pione Sisto. Man må sige, at deres stærke kultur har vist sig bæredygtig, ligesom evnen til at hente spillere, som gør det godt på trods af, at økonomien altid ser ud til ikke at kunne klare det. Det er altid lykkedes dem at hive en kanin op ad hatten, siger Troels Bech. 

OB har indtil nu hentet fem point i sæsonens første seks kampe, og Troels Bech erkender, at en sejr over FC Midtjylland vil gøre en verden til forskel i vurderingen af OB's sæsonstart.

- Det er jo det. Når man er tidligt i turneringen, gør det en massiv forskel, når man vinder eller taber den enkelte kamp. Nogle dommedagsprofeter vil sige, at taber vi til FC Midtjylland, vil vi sikkert også tabe de næste syv kampe. Vi kan jo risikere at vinde på fredag, og så er det pludselig fantastisk, siger han. 

Kampen mellem OB og FC Midtjylland fløjtes op fredag klokken 18.30.