Superliga

Officielt: AGF sælger Aron Johannson

AGF har solgt klubbens islandske topscorer Aron Johannsson til AZ i Holland. Han får en kontrakt, der løber i tre-et-halvt år.

Den 5. oktober sidste år forlængede AGF med Superliga-tospcorer Aron Johannsson. Alligevel er han her små fire måneder senere fortid i den aarhusianske klub. AGF har nemlig som ventet solgt Johannsson til Alkmaar-klubben AZ i Holland for angiveligt 1,5 millioner euro - ca. 11 millioner kroner.

Aron Johansson har fået en kontrakt, der løber i tre-et-halvt år. Det skriver AZ og AGF på deres respektive hjemmesider.

- Jeg skylder AGF en stor tak, og jeg har ikke et sekund fortrudt, at jeg i sin tid valgte at skifte til klubben. Jeg har kun godt at sige om klubben, byen og alle fansene, og jeg vil altid tænke tilbage på min tid i Aarhus med stor glæde. Derfor er det også lidt sørgmodigt, at jeg nu siger farvel, men AZ Alkmaar er en udfordring, jeg ikke kan sige nej til. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sende en stor tak til alle omkring klubben og ikke mindst til mine holdkammerater, cheftræner Peter Sørensen, de øvrige trænere og ledere omkring holdet, siger Aron Jóhannsson, der i alt nåede at repræsentere AGF i 70 kampe og score 25 mål.

Johannsson scorede i efteråret 14 Superliga-mål for AGF og ligger side om side på topscorerlisten med Andreas Cornelius. Aron Johannsson kom til AGF fra Fjölnir i 2010.