Officielt: Daniel Braaten til FCK
Illustration
Superliga

Officielt: Daniel Braaten til FCK

Daniel Braatens agentfirma bekræfter på Twitter, at nordmanden har fået en et-årig kontrakt med de danske mestre.

Allerede i går blev Daniel Braaten meldt tæt på FC København, og nu er aftalen en realitet. Nordmandens agentfirma skriver selv på Twitter, at kantspilleren har skrevet kontrakt med mestrene, og FC København har ligeledes bekræftet historien.

- Jeg er kommet til en storklub, der er Skandinaviens fodboldflagskib i Europa og som spiller europæisk hvert eneste år. Jeg bringer en del erfaring med mig i baggagen fra min tid i international fodbold, og det er en af de ting, som jeg håber, jeg kan bidrage med til truppen og klubben her i København. Jeg har mere lyst til fodbold nu, end jeg nogensinde har haft som yngre spiller, så det er i hvert fald ikke sulten der mangler. Jeg glæder mig meget til at komme i gang i F.C. København, siger Daniel Braaten

31-årige Braaten har fået en et-årig aftale med FCK og altså ikke de to år, der tidligere var tale om. Han har senest tørnet ud for Toulouse i Frankrig, mens han også har været forbi Bolton og Rosenborg.

Derudover har han repræsenteret sit land 45 gange, hvor han har bidraget med tre scoringer.