Onuachu: Skuffet over mislykket Hobro-skifte
Foto: Christer Holte/Polfoto
Superliga

Onuachu: Skuffet over mislykket Hobro-skifte

FC Midtjylland-angriber Paul Onuachu blev udlejet til Vejle på sidstedagen af transfervinduet, og selv om den nigerianske angriber er glad for chancen i Vejle, er han skuffet over et mislykket Hobro-skifte.

Han står bag Morten "Duncan" Rasmussen, Martin Pusic og Marcos Urena i kampen om at være FC Midtjylland eneangriber i Glen Riddersholms 4-2-3-1-system, og derfor har det været i både 20-årige Paul Onuachu og FC Midtjyllands interesse at sende den nigerianske angriber på to meter på en lejeaftale i foråret. Valget faldt på Vejle Boldklub.

Men det var slet ikke Vejle Boldklub, der først var inde i billedet, for mange - inklusiv Hobro IK - troede, at Paul Onuachu skulle spille for Jonas Dal og oprykkerklubben, men i de sidste timer af transfervinduet valgte FC Midtjylland at ombestemme sig og sende angriberen til Vejle Boldklub fra NordicBet Ligaen. Noget, Paul Onauchu selv er og var skuffet over.

- Det var på plads med Hobro, og det blev så ændret en time før, vinduet lukkede. Der fik jeg at vide, at jeg skulle til Vejle. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg har fået en forklaring, men jeg synes, det er lidt underligt. Jeg var meget skuffet, for jeg havde set frem til at spille for Hobro, og beslutningen om at spille for Hobro var allerede taget, som man også kunne læse i medierne, siger Paul Onuachu til tipsbladet.dk.

- Men Vejle er også en god mulighed for mig. Det handler om at spille og få kampe i benene, og det kan jeg få i Vejle. Jeg har en mulighed for at udvikle mig. Jeg ved, jeg har gjort det godt (i FC Midtjylland, red.), så jeg smutter ikke til Vejle, fordi jeg er bange for konkurrencen, men fordi jeg er en ung spiller, der har brug for at spille. Det her er en chance for at spille og score nogle mål, siger han videre.

Angriberen var i efteråret i aktion 10 gange for FC Midtjylland i Superligaen, men kun en enkelt af de 10 kampe var fra start. Han scorede et enkelt mål i de 10 kampe. I Vejle var han mandag til møde med ledelsen og træner Kleber Saarenpää, og han er nu klar til at score nogle mål for klubben, så han til næste sæson kan vende tilbage til FC Midtjylland som en bedre og mere erfaren spiller.

- Jeg er ikke bange for noget, men jeg skal også spille fra start, og den chance har jeg ikke fået endnu. Så jeg er i Vejle for at blive bedre, og så får jeg forhåbentlig chancen i Midtjylland næste sæson. Nu skal jeg spille kampe og forhåbentlig score nogle mål for Vejle, siger Paul Onauchu.