Optakt: AGF - FC København
Superliga

Optakt: AGF - FC København

Jylland mod Sjælland. Århus mod København. AGF mod FCK. Glen mod Ståle. Det er blevet tid til årets pokalfinale, hvor nationalarenaen bliver fyldt.

Kampfakta:
Spillested: Telia Parken, København
Kampstart: Kristi Himmelfartsdag klokken 17.00
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen
På tv: TV 3+
Twitter: #agffck #dbupokalen

Holdnyt:
AGF:

Hvordan kommer AGF til at gå ind til den her fodboldkamp? Kommer de blæsende som en hvirvelvind med 20.000 titelliderlige aarhusianere i ryggen? Eller pønser Glen Riddersholm på at spille en forsvarskamp, hvor AGF stiller sig ned? Real Madrid-ikonet Jorge Valdano har engang sagt, at det er lige så slemt at spille mod en defensiv modstander som at elske med et træ. Hvilken modstander vil AGF være for FC København? Et træ eller en hvirvelvind?

De overvejelser må de gøre sig i Aarhus, hvor det ellers mest handler om de 200 busser, der skal fragte tusinder og atter tusinder af østjyder til hovedstaden. Byen er på den anden ende, og der er en bevidsthed om, at en sejr i pokalfinalen kan give vinger. Men hvor meget fylder Superliga-forårets tristesse, hvor første sejr stadig lader vente på sig? Det er også et spørgsmål, vi venter svar på.

Læs også: Skrald bare igennem: Kun rødt kort i pokalfinalen udløser karantæne

FC København:
Siden Ståle Solbakken vendte tilbage til FC København i august 2013, har klubben kun tabt én pokalkamp. Én. Det var i finalen i 2014, men ellers er det blevet til sejre og avancement gennem de seneste år. Nu er FC København i sin tredje pokalfinale på stribe – med mulighed for at vinde turneringen for andet år i træk. Det har klubben aldrig prøvet før.

Hele København – eller i hvert fald dem der følger den klub, der kalder sig Byens Hold – venter i åndeløs spænding på at se Ståle Solbakkens startopstilling. Hvor meget vil nordmanden skifte ud på sin idealopstilling? Nordmanden har påpeget, at han vil holde fast i strategien med at give chancen til de folk, der ikke får så meget spilletid i Superligaen. Men hvor meget bliver der roteret? Svaret blæser i vinden.

Karantæne:
AGF: Ingen
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF:

AGF (4-5-1): Rasmussen – Mikanovic, Backman, Elez, Christensen – Jønsson – Aabech, Olsen, Pedersen, Bjarnason – 'Duncan'

FC København:

FC København (4-4-2): Kaminski – Remmer, Zanka, Antonsson, Augustinsson – Toutouh, Kvist, Delaney, Kadrii – Cornelius, Jørgensen

Profilen:
AGF's Danny Olsen har tidligere været i et par pokalfinaler – som han har tabt. Det var i FC Midtjylland-tiden. Han får en nøglerolle på AGF-holdet mod FC København, og der venter ham en hård kamp på midtbanen mod blandt andre Thomas Delaney. Olsen skal spille en stærk kamp, hvis AGF skal ende med at løfte trofæet.

Vidste du, at...:
FC København har kun vundet én af sine seneste seks Superliga-kampe mod AGF. Til gengæld har AGF ikke vundet over FC København i de seneste 14 forsøg. Seneste AGF-sejr over FC København i Superligaen var i august 2009.

Dom:
Man forstår, hvis AGF-fans i disse dage har en strofe fra en Poul Krebs-sang på hjernen. ”Vi drømmer om små sensationer”. Det er de i deres gode ret til – også selvom kampen ikke spilles på Right To Dream Park. Det ændrer imidlertid ikke på, at AGF's chancer for en pokaltriumf er små. FC Københavns hold rummer langt mere kvalitet end AGF's, og selvom Glen Riddersholm før har snøret Ståle Solbakken, er det svært at se, hvordan 'de hvi'e' skulle kunne kanøfle københavnerne.

Vi byder på en sikker 2-0-sejr til FC København, der dermed tager et stort skridt mod en imponerende dobbelt-triumf. I så fald kommer Ståle Solbakken til at løfte et trofæ for øjnene af Glen Riddersholm to gange i maj - hvis FCK altså vinder Superligaen og får mesterskabspokalen på sidste spilledag, hvor modstanderen også er AGF.

Form og indbyrdes kampe: