Superliga

Optakt: OB - FC København

For et par år siden var OB-FCK en duel om førstepladsen. Søndag er det et opgør mellem to klubber, der vil genrejse sig selv.

Status:
Både OB og FC København har været på langfart i midtugen, og destinationen for de to klubber viser meget godt, hvilken situation de to klubber har været i i sidste sæson.

OB spillede nemlig pokalkamp på Bornholm onsdag aften, mens FC København spillede Champions League-kvalifikation i Lille. Det havde ingen af klubberne forventet for bare et år siden, hvor FCK regnede med et dansk mesterskab og direkte gruppespilsplads, mens fynboerne stadig var tophold og forventede Europa-bold også i dette efterår.

Ingen af holdene fik deres ønske opfyldt i sidste sæson, så 2012/13-sæsonen er en oprejsnings-sæson for begge mandskaber. Både OB og FCK har fået en fin sæsonstart, men der er ikke tale om en potentiel guldkamp mellem de to hold, som det var en gang.

OB missede muligheden for at spille sig op på andenpladsen, da fynboerne tabte 0-4 til AaB i søndags, og man må konstatere, at Troels Bechs mandskab stadig øver sig i en ny spillestil – og i skrivende stund stadig mangler en angriber.

Der er også usikkerheder forbundet med FC København, der i kølvandet på Champions League-exitet kan risikere at miste et par af de spillere, der drømmer om større ligaer.

Både OB og FC København har været aktive på transfermarkedet i den forgangne uge, hvor OB solgte Kalilou Traoré til Sochaux og fik angriberen Marcus Pedersen. Nordmanden er med i truppen og kan få debut, mens Jesper Christiansen endnu engang sidder overm ed en skade. FC København har solgt Bryan Oviedo og de tre reserver Peter Larsson, Johan Absalonsen og Martin Bergvold, uden de indtil videre har fået nyt ind efter ankomsten af Igor Vetokele. FCK må undvære karantæneramte Martin Vingaard og skadede Christian Grindheim.

Profil:
Emil Larsen var eftertragtet af flere klubber – også FCK – i løbet af foråret og sommeren. Han endte i OB, og nu kommer han til at prøve kræfter i en kamp mod Danmarks pt. stærkeste hold. Larsen har været en af OB's bedste spillere i denne sæson, og fynboerne er afhængige af magi fra U/21-landsholdsspillerens fødder, hvis det skal blive til point mod FC København.

Dom:
OB har fortsat udfald i forbindelse med den nye spillestil, ligesom der stadig er langt til en stabil stime af resultater på hjemmebanen i Odense. Modsat har FC København vist stabilitet i Superligaen, hvor man endnu ikke har tabt. Vi tror på en 0-1 og tre point til topholdet.

Bud på startopstillinger:
OB (4-4-1-1):
Toppel – Ruud, Møller Christensen, K. Larsen, Kadrii – Johansson, Schoop, Andreasen, E. Larsen – Falk -  Gislason

Skader: Sørensen, Christiansen
Karantæner:
Høegh

FC København (4-4-2): Wiland – Jacobsen, Stadsgaard, Sigurdsson, Bengtsson – Bolaños, Claudemir, Kristensen, Jørgensen – Cornelius, Santin

Skader: Grindheim
Karantæner:
Vingaard

På TV: TV3+ søndag klokken 19.00