Optakt: OB - FC Midtjylland
Superliga

Optakt: OB - FC Midtjylland

Ustabilitet møder stabilitet. Det trækker op til en FCM-sejr over OB, men mestrene har det altid svært på Fyn.

Kampfakta:
Spillested: TREFOR Park
Dommer: Jakob Kehlet
Kampstart: Fredag d. 20. november kl. 18.00
På TV: TV3 Sport 1
Twitter: #obfcm #sldk

Holdnyt:
OB:
Superligaen er generelt svær at blive klog på, og hvis man skal udpege et hold, som er særligt svær at spå om, så er det OB. Fynboerne har flere gange i denne sæson været helt suveræn i den ene runde for at falde sammen i den næste. Og så har OB's helt store problem været, at der lukkes alt for mange mål ind.

Senest kunne Kent Nielsens tropper dog notere sig for både en sejr og et rent bur, da Viborg blev besejret med 1-0 på udebane. Dermed fik holdet bugt med en stime på tre kampe uden sejr.

OB har haft Mikkel Desler, Kenneth Zohore, Rasmus Falk, Mohammed Diarra og Ari Skulason af sted på landsholdstjeneste, men alle vender tilbage uden skader. Det ser i det hele taget lyst ud på skadesfronten i OB, hvor det kun er langtidsskadede Michael Falkesgaard, der er udenfor.

FC Midtjylland:
Mens OB er et af Superligaens mest ustabile mandskaber, må FC Midtjylland regnes som et af de mest stabile. De danske mestre har været inde i en skidt stime på det seneste, men ulvene kom tilbage på sporet i seneste runde med en 5-1-sejr over Esbjerg fB.

Der er ingen tvivl om, at midtjyderne kan gøre sig gældende i mesterskabskampen, hvis det hele spiller, men holdet har været hårdt plaget af skader og er det fortsat. Pione Sisto er på vej tilbage og formentlig spilleklar igen, men profiler som Petter Andersson, Johan Dahlin, Rilwan Hassan og Kristian Bak er stadig på skadeslisten.

I det seneste opgør mellem de to, endte det med en 1-0-sejr til ulvene efter en scoring af Morten 'Duncan' Rasmussen dybt inde i overtiden. Netop Morten Duncan har været på landsholdstjeneste den seneste halvanden uges tid, men vender frisk tilbage til Herning. Patrick Banggaard har desuden været med U/21-landsholdet.

Karantæne:
OB: Ingen
FC Midtjylland: Ingen

Bud på startopstillinger:
OB (4-4-2): Koval- Lund, Nielsen, Jonasson, Skulason - Falk, El Makrini, Busuladzic, Larsen - Festersen, Zohore.

 

FC Midtjylland (4-1-4-1): Andersen - Rømer, Sviatchenko, Hansen, Novak - Sparv - Royer, Poulsen, Olsson, Sisto - Duncan.

 

Vidste du, at..:
FC Midtjylland har været ganske suveræne i Superligaen de seneste par år. Men når ulvene rammer Fyn, har de det traditionelt svært. Mens midtjyderne har vundet de seneste tre kampe over OB på hjemmebane, skal vi fire udekampe tilbage for at finde den seneste FCM-sejr i Odense. I det seneste opgør på TREFOR Park vandt OB med overbevisende 3-1 – blandt andet takket være en scoring af Rasmus Falk.

Dom:
Det er afgjort en kamp, der kan tippe begge veje, og begge mandskaber møder op til matchen med en frisk sejr i bagagen. FC Midtjylland har været presset af mange skader og et hårdt program, og selv om mestrene også har haft spillere af sted med landsholdet, er der ingen tvivl om, at landskampspausen har bekommet dem godt. Derfor vinder FC Midtjylland 2-1 over OB.

Seneste indbyrdes kampe, form og tabel: