Pointdeling i Parken: Hverken FCK eller Brøndby kunne score
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Pointdeling i Parken: Hverken FCK eller Brøndby kunne score

FC København og Brøndby kunne ikke score, og så endte det københavnske derby uden mål.

Tipsbladet.dk i Telia Parken, København:

Foran 26.686 tilskuere var der masser af intensitet, nerve og mange dueller, men chancerne var få, og på den måde var opgøret melem FC København og Brøndby IF symptomatisk og klassisk for en forårspremiere. Opgøret mellem FC København og Brøndby IF endte uden scoringer.

Med det uafgjorte resultat er det status quo mellem Superligaens nummer et og to, hvor der fortsat er 11 points afstand.

I starten gav Brøndby problemer for FC København. Klubben kom tre gange inden for det første kvarter ned bag FC Københavns bagkæde, hvor det ikke var helt afstemt mellem den nye mand i forsvaret, Jores Okore, og venstre back Ludwig Augustinsson. Det gav blandt andet en mulighed til Teemu Pukki, Superligaens topscorer, der tøvede flere gange, når muligheden bød sig i kampen.

Tøvede gjorde Youssef Toutouh ikke, da han 10 minutter inde i opgøret driblede forbi fire mand og havde en flad afslutning lige forbi kassen.

Det var en første halvleg, hvor spillet bølgede, og dramatikken var stor. To gange følte FC København sig snydt for et straffespark. Den første efter en halv time, hvor Hjörtur Hermannsson dog så ud til at prikke bolden foran Federico Santander. I den anden situation lignede det et straffespark til Andreas Cornelius, der blev holdt tilbage af Hermannsson, men dommer Jakob Kehlet fløjtede ikke.

I anden halvleg var der færre chancer - til gengæld steg intensiteten, og der blev gået hårdt til stålet. På fem minutter flæskede venstre back Gregor Sikosek først Rasmus Falk, og det gav noget tumult, og lidt senere var det så Jores Okore, der ikke trak sig i en nærkamp med Kamil Wilczek. Den polske angriber måtte have behandling.

Brøndbys bedste mulighed i 2. halvleg kom i det første minut, hvor den offensive midtbanespiller Hany Mukhtar sparkede lige forbi kassen.

FC Københavns bedste chance var formentlig Mathias 'Zanka' Jørgensens hovedstød med 20 minutter igen af opgøret, efter et godt hjørnespark.

I dommernes tillægstid fik Peter Ankersen en god mulighed, men han sparkede over mål.

Dermed endte det uden mål i Telia Parken, og FC København er fortsat ubesejret i sæsonen, hvor Ståle Solbakken mandskab står noteret for 54 point. Brøndby, 11 point efter, har 43, mens FC Midtjylland og Randers, der ikke har spillet deres kamp i 22. runde endnu, er 11 point efter Brøndby.

Næste opgave for de to hold er for FCK's vedkommende et opgør på udebane mod FC Nordsjælland, mens Brøndby IF skal til SønderjyskE. FCK har dog først en hjemmekamp mod Ludogorets i Europa League torsdag.