Pukki: Hobro-kamp den værste i min tid i klubben
Illustration
Superliga

Pukki: Hobro-kamp den værste i min tid i klubben

Teemu Pukki ser frem til opgøret søndag mod SønderjyskE efter den skrækkelige præstation senest mod Hobro.

Heller ikke i andet forsøg lykkedes det Brøndby at få point med fra Hobro, da Thomas Franks tropper i den seneste spillerunde måtte forlade DS Arena med et skuffende 3-0-nederlag.

Et nederlag, som Brøndby-topscorer Teemu Pukki vurderer som den værste kamp for de blå-gule, og finnen glæder sig til at tage revanche, når SønderjyskE søndag gæster Brøndby Stadion.

- Den seneste kamp (mod Hobro, red.) var den værste i min tid i klubben, og vi ser derfor virkelig frem til at spille bedre og gå efter point på søndag, siger Pukki til klubbens hjemmeside.  

Angriberen er for alvor ved at sætte sit aftryk på Brøndby-mandskabet, for hvem han indtil videre har nettet fem gange i Superligaen. Men der kan være endnu mere i vente fra den finske landsholdsspiller, men han selv.

- Det tog lidt tid at komme i god form, men nu er jeg kørende. Man har kunnet se, at selv i de sidste 10 minutter har jeg haft luft til at kæmpe for pointene, så jeg føler mig godt tilpas. Jeg vil blive bedre, og jeg håber, at jeg kan give endnu mere til holdet, lyder det fra Pukki. 

Kampen mellem Brøndby og SønderjyskE sparkes i gang på søndag klokken 17.00.