Video : Tipsbladet
Superliga

Pukki om operation: Det var kun et mindre problem

Superliga-topscorer Teemu Pukki blev opereret for en lille måned siden. Allerede nu føler han sig i god form.

Med 14 scoringer er den finske landsholdsangriber Teemu Pukki øverst på Superligaens topscorerliste, og når Brøndby åbner Superligaen mod FC København om en måneds tid, er finnen klar til at forsvare sin føring på topscorerlisten.

Teemu Pukki var under kniven for en lille måned siden, men allerede nu melder han sig klar til en lang og hård opstart i Brøndby.

- Jeg havde et lille problem i menisken i løbet af sæsonen, og så var det god timing at få det lavet i løbet af ferien. Jeg er kommet mig godt, og jeg har det normalt. Jeg har løbet og lavet andre ting, så jeg tror, jeg snart er på træningsbanen med de andre. Måske allerede i morgen, siger Teemu Pukki.

Det er en lille måned siden, at Brøndby-angriberen fik lavet indgrebet i knæet, og onsdag, hvor Brøndby-spillerne vendte tilbage efter ferie og skulle gennem individuelle tests, var Pukki også gennem testen.

Han føler sig generelt godt tilpas.

- Det var bare en lille rensning i knæet, så det var ikke en stor operation. Selvfølgelig har jeg ikke kunnet løbe så meget (i ferien, red.) som de andre, men jeg har løbetrænet de sidste 10 dage. Testen gik godt, så jeg føler mig i god form, siger Teemu Pukki.

Han er dermed klar til endnu en halvsæson i Brøndby, og tilmed en halvsæson hvor angriberen får glæde af endnu en finne i form af Paulus Arajuuri, der er kommet til klubben på fra Lech Poznan i Polen.

Dermed er Brøndbys antal af finske spillere igen på to - efter Lukas Hradecky forlod Pukki og Brøndby for halvandet år siden.

- Han er en af de rareste personer, jeg kender, uden for banen. På banen er han er en hård fyr. Han kommer til at passe godt ind her, siger Pukki, der kender Arajuuri fra ungdomslandshold:

- Han er en stærk spiller, og han er rimelig hurtig. Jeg kender ham tilbage fra U21-landsholdet, hvor vi spillede sammen. Han bliver en god spiller, siger han.