Pukki på plads i Brøndby - Makienok spøger i kulissen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Pukki på plads i Brøndby - Makienok spøger i kulissen

Ekstra Bladet skriver, at Brøndby er nået i mål med at hente Teemu Pukki til klubben permanent. Desuden har der været kontakt med Simon Makienok.

Så ser der endelig ud til at ske noget i Brøndby IF.

I takt med at FC Midtjylland og FC København har oprustet markant, har Brøndby ligget stille til stor utålmodighed for fansene, men torsdag skriver Ekstra Bladet, at der er en ny spiller på vej til Brøndby. Eller det er nu mere en ny, gammel spiller.

Ifølge avisens oplysninger er det lykkedes Brøndby at nå til enighed med Celtic om Teemu Pukki, der dermed skifter permanent til klubben fra Vestegnen. De to parter har længe forhandlet om at gøre lejeaftalen permanent, og det er Brøndby nu kommet i mål med til en pris, klubben også kan være tilfreds med. Angiveligt betaler Brøndby fem millioner kroner for Pukki, hvilket er tre millioner under, hvad Celtic i første omgang forlangte.

Teemu Pukki ventes præsenteret i Brøndby en af de nærmeste dage.

Og nu hvor vi er ved gamle kendinge i Brøndby, så mener Ekstra Bladet også at vide, at de blå-gule har været i kontakt med den fortabte søn Simon Makienok, der har haft en rædselsfuld sæson i Palermo.

Simon Makienok skal stadig være et stykke fra en aftale med Brøndby, men sportsdirektør Per Rud erkender, at den høje angriber kan blive aktuel.

- Jeg vil ikke afvise, at Simon Makienok kan blive et tema for os, siger Per Rud til Ekstra Bladet.

Brøndby har også været sat i forbindelse med Nicki Bille Nielsen og den polske angriber Kamil Wilczek.