Superliga

Rædselsstart kostede Brøndby dyrt

Martin Albrechtsen fik rødt kort efter otte minutter, og da Randers siden scorede to gange, fik Brøndby en mareridtsstart på foråret.

Tipsbladet.dk i Brøndby

Der har været fuld gang i spillet i kulisserne i Brøndby i vinterpausen, men i dag skulle der igen fokuseres på spillet på banen, da holdet på hjemmebanen i Brøndby indledte mission overlevelse i Superligaen mod Randers FC.

Kampen var ikke blevet mindre alvorlig, efter at Silkeborg i fredags rykkede over stregen, da de slog AaB og efterlod Brøndby og Esbjerg på de to nederste pladser i rækken, så der var meget på spil allerede på dette tidspunkt af forårssæsonen.

Men Brøndby fik en gedigen rædselsstart på kampen. Efter syv minutters spil kiksede Brøndbys offsidefælde og Nicolai Brock-Madsen fik en friløber. Martin Albrechtsen nåede ham ved kanten af straffesparksfeltet, hvor han hægtede angriberen og efterfølgende var dommer Michael Svendsen ikke i tvivl: Straffespark til Randers og rødt kort til Albrechtsen. Brøndbys forårsstart lignede i den grad en fuser, da Ronnie Schwartz kort efter ingen problemer havde med at omsætte chancen til mål. Randers 1, Brøndby 0.

Udvisningen af Albrechtsen fik Skarbalius til at flå Akpoveta ud og sætte den degraderede anfører Clarence Goodson i spil for at stabilisere defensiven. Det så ud til at have en effekt, men det var også kun sporadisk, at Randers bragte mange mennesker i offensiven. Brøndby forsøgte at sætte pres på i omstillingerne, men holdet havde problemer med at få spillet til at hænge sammen.

De få gange Randers trods alt angreb med mange mennesker var det mest på grund af Nicolai Brock-Madsen. Han virkede nemlig ganske livlig, og han var igen tæt på at komme på tavlen efter 16 minutters spil, da han fik en løs bold i feltet. Han forsøgte at vippe bolden forbi Tørnes, men keeperen reddede den farlige situation.

Mens Randers så ud til at være tilfredse med at holde bolden i egne rækker, selv om de var en mand i overtal, så begyndte Brøndby at skabe deres første muligheder.

Inden hjemmeholdet nåede så langt skulle kampen afbrydes i et par minutter. Randers-keeper David Ousted måtte nemlig flere gange dukke sig, efter at Brøndby-fansene kastede diverse genstande på banen. Blandt andet fyrværkeri blev der kastet ind i feltet, og dermed kan Brøndby måske igen få en sag på nakken som følge af fanuroligheder.

Samme Ousted kom i centrum igen efter 28 minutter. Keeperen diskede op med to fantom-redninger efter en en Brøndby-dødbold, hvor først Stenderup og siden Goodson burde have scoret, men begge missede muligheden efter Dennis Rommedahls fine indlæg.

Blandt andre Ronnie Schwartz havde forsøg hen mod slutningen af første halvleg, men Randers lignede ikke et hold, der for alvor havde lyst til at kaste for mange folk frem. Derfor blev Brøndby Stadion vidne til en noget flad affære i de sidste 10 minutter af halvlegen, som Randers ville være godt tilfredse med.

Fra starten af anden halvleg satsede Auri Skarbalius offensivt. Ud tog han Jan Kristiansen og ind sendte han Simon Makienok, så Brøndby dermed lagde an til offensivt pres.

Det var da også efter sammenspil med Makienok, at Mikkel Thygesen fik hjemmeholdets første afslutning efter teen. Den høje angriber lagde bolden af til en fremadstormende Thygesen, men hans afslutning blev placeret for yderligt og gik forbi kassen.

Randers lod stadig til at være tilfredse med tingenes tilstand, selv om Brøndby fik mere af spillet. Derfor var de også sjældne gæster i Brøndbys felt, men efter 66 minutter markerede de sig alligevel med halvlegens største mulighed. Lidt tilfældigt landede bolden for fødderne af Christian Keller efter et hjørnespark, og han fik styret bolden over mod det lange hjørne, hvor den gik snært forbi.

Randers lurede stadig på kontra-muligheder og dødbolde, og det var netop to kontrastød, der gav Randers et par store muligheder for at lukke kampen med 20 minutter igen.

Først var det Ronnie Schwartz, som ikke kunne kontrollere bolden i en ellers god position, og siden var det Brock-Madsen, der kanonerede bolden mod mål. Tørnes reddede i denne situation flot.

Nu åbnede kampen mere op. Brøndby fangede Randers i en omstilling, og Rommedahl fik for første gang i kampen en dybdebold med ti minutter igen. Landsholdsspilleren var sammen med Makienok helt alene igennem, men da fløjen ville lægge bolden ind til angriberen kiksede han totalt og sendte bolden i favnen på Ousted.

Kort efter fandt kampen sin afgørelse. Nicolai Brock-Madsen var helt fri på midten, da Ronnie Schwartz brød igennem i venstre side, hvor han ubesværet kunne lægge bolden ind foran til Brock-Madsen, som nemt kunne score til 2-0.

Herefter trillede Randers bolden rundt og lod ikke Brøndby komme frem til noget. 2-0 endte kampen, som dermed blev til en skidt forårspremiere for hjemmeholdet, mens Randers kan holde trit med topholdene.