Video : Tipsbladet
Superliga

Randers FC vil styrke defensiven

Sportsdirektør i Randers FC, Michael Gravgaard, siger i et interview til BT, at klubben vil lede efter forstærkning til defensiven.

Selvom Randers FC netop har solgt en af deres helt store offensive profiler i form af Kasper Fisker, så er det en defensiv midtbanespiller, som klubben leder efter.

Frem for at gå ud og erstatte Kasper Fisker direkte, så er fokus på den defensive midtbane, oplyser klubbens sportsdirektør, Michael Gravgaard, til BT.

- Som sagt kan man ikke hente en direkte erstatning for Kasper Fisker, men jeg tror, at hele Danmark ved, vi leder efter en defensiv midtbanespiller, og det håber jeg, vi snart kan gøre noget ved.

Svaret kommer efter at Randers FC - ifølge BTs oplysninger - har tjent i omegnen af 1,8 milioner kroner ved salget af Kasper Fisker til Brøndby IF, ligesom salget også giver plads i lønbudgettet.

Tabet af Kasper Fisker kan blive et hårdt slag, indrømmer Michael Gravgaard, da offensivspilleren har haft stor indflydelse både på og udenfor banen. Derfor kan det også blive svært at finde en direkte erstatning - hvis ikke umuligt.

- Der findes ikke nogen direkte erstatning for Kasper Fisker. Han er heldigvis sin egen. En ting er hans værdi rent fodboldmæssigt. En anden ting er, at han er den lokale dreng, der er blevet en profil i Superligaen.

Michael Gravgaard håber, at der er andre af de lokale knægte, som kan træde i Fiskers fodspor og håber på, at det kan blive nogle fra defensiven.

- Nu stepper den næste Randersdreng forhåbentligt op og siger; "Nu er det mig, der skal være den lidt frække og lidt skæve". Jeg kan se en Mikkel Kallesøe steppe op. Jeg kan se en Jonas Bager steppe op, og han har lokale rødder.