Randers slæber Masango-agent i retten
Foto: Randers FC
Superliga

Randers slæber Masango-agent i retten

Randers FC's næste skridt i kampen mod Mandla Masangos agent Buddy Farah kan foregå i retten.

Det hele startede, da den sydafrikanske kantspiller Mandla Masango udtrykkede utilfredshed overfor Randers. Det skete, da han ikke fik lov til at forlade kronjyderne, der efter sigende krævede i omegnen af en million euro for Masango, der tiltrak interesse fra AaB.

Det endte dog med, at Masango blev hos kronjydern og på transfervinduets sidste dag langede spillerens agent, Buddy Farah, ud efter Randers. 

- Det er ikke et lykkeligt ægteskab med Randers, han vil bare gerne ud af det. De har ødelagt det hele, og der har været en masse problemer, som Randers selv har skabt. Han er ikke glad, når han står op om morgenen.Han trives ikke i en lille by, klubben er for uambitiøs, de spiller dårlig fodbold, og det tiltaler slet ikke Mandla, fortalte Farah til tipsbladet.dk. 

Det er ét af problemerne mellem Randers FC og agenten Farah, der har agentfirmaet BENCHMARK. Et andet er omkring den tidligere Randers-spiller Mustafa Amini, der nu spiller i AGF. 

Ifølge TV3 Sport skylder Buddy Farah nemlig Randers et sekscifret beløb i forbindelse med australierens skifte til Ceres Park. 

- Vi havde forudbetalt et agentfee og aftalt, at hvis spilleren (Mustafa Amini, red.) ikke gennemfører sin kontrakt hos os, så føler vi os berettiget til at få nogle at de forudbetalte penge tilbage. Det har agenten også indvilget i. Han har bare glemt at betale regningerne. Vi har derfor igangsat de nødvendige, retslige skridt, fortæller Randers' direktør Michael Gravgaard til TV3 Sport.

Tipsbladet.dk opdaterer naturligvis, hvis der sker mere i sagen.