Riddersholm: Der vil blive pirret til vores følelser
Foto: Ernst van Norde / Polfoto
Superliga

Riddersholm: Der vil blive pirret til vores følelser

Glen Riddersholm og FC Midtjylland er favoritter til at vinde det danske mesterskab, men det bliver et hektisk forår, hvor konkurrenterne vil forsøge at spille på FCM's følelser, forudser FCM-træneren.

Når FC Midtjylland mandag aften klokken 19 går på banen og  indleder forårsæsonen med et opgør hjemme mod OB, bliver det med vished om, at klubben er jagtet bagfra af FC København og Randers FC. Og FC Midtjylland har i den grad forberedt sig på, at det bliver et forår, hvor klubben kommer under pres.

Cheftræner Glen Riddersholm ved, at klubben har et solidt forspring til konkurrenterne, og at FCM er i en gunstig position i forhold til at vinde det danske mesterskab. Men han ved også, at der kommer et mentalt pres, fordi konkurrenterne vil forsøge at presse FCM og bringe klubben ud af balance.

- Vi forsøger hele tiden at tale om, hvad der venter. Og vi har italesat, at der kommer en masse omkringliggende faktorer, som vi ikke kan styre. Der vil komme nogle ting, som vil pirre vores følelser, og det vigtigste for os er, at vi ikke kommer i vores følelsers vold. Vi skal holde fokus på vores værdier og det, vi har bygget op. Det handler for os om fokus på den enkelte kamp og den enkelte præstation, for vi kan ikke planlægge resultaterne, men vi kan planlægge vores præstationer, siger Glen Riddersholm til tipsbladet.dk og forklarer:

- Der vil være et ydre pres, vi skal bare se det som et positivt pres. Det er jo det, vi drømmer om, og der er ingen i klubben, der er kede af det udgangspunkt, vi har. Vi glæder os over den situation, vi er i, og vi glæder os over den placering, vi har. Vi kigger frem i stedet for at kigge os over skulderen.

Skulle det eksempelvis blive til pointtab hjemme mod OB mandag aften, forudser Glen Riddersholm, at snakken om gummiben og manglende titler vil blusse op igen og være en del af det mentale angreb fra konkurrenterne. Riddersholm sætter ikke navn på, men det er ingen hemmelighed, at FCM og FC København har været i guldkrig det meste af efteråret

- Vi ved, hvad retorikken fra vores konkurrenter bliver, når de tager tre point, og vi ikke gør. Vi ved, hvad de første spørgsmål bliver. Det kan være ekstremt kortsigtet at se på situationen på den måde, men vi kender præmissen, og den accepterer vi. For os er det bare vigtigt, at vi ikke lader os rive med af den form for kortsigtet analyse, der kan være omkring vores hold. Vi analyserer på præstationerne.

- Når vi vinder en kamp, og konkurrenterne sætter point til, vil spørgsmålene gå på, om vi nu er danske mestre. Og i de weekender, hvor vi måske sætter point til, vil der bliver spurgt ind til, om vi har sat afgørende til, og om vi får gummiben. Det er derfor, vi har forberedt os på de følelser, der er forbundet med det hele, siger Glen Riddersholm, der nu glæder sig til at komme igang med Superliga-foråret:

- Vi skal ud og se, om vi kan ramme det høje niveau, vi ramte i efteråret. Vi møder et taktisk stærkt OB-hold, der sluttede godt af og vil gøre det svært for os. Vi spiller altid tætte kampe mod OB, og de vil ganske givet forsøge at lukke rummene ned. Vi skal være villige til at arbejde, og vi skal være tålmodige. Der skal hårdt arbejde og flid til, for at vi får de tre point, siger Glen Riddersholm.

Cheftræneren har to nye folk i startopstillingen i form af Johan Dahlin i målet, mens Martin Pusic starter inde som FC Midtjyllands frontangriber. Erik Sviatchenko er helt klar igen efter skade og spiller i midterforsvaret ved siden af Jim Larsen, mens Pione Sisto er tvivlsom. Han fik behandling i weekenden og kan være joker i opgøret.