Per Rud: Nogle spillere er kommet i overskud
Illustration
Superliga

Per Rud: Nogle spillere er kommet i overskud

Brøndbys sportsdirektør Per Rud sigter efter at skille sig af med flere spillere i det kommende transfervindue.

Brøndby rundede et svingende efterår af med den forventede hjemmesejr over bundproppen fra Silkeborg i en kamp, der blev noget tættere end det feststemte Brøndby Stadion nok havde håbet på. 

Men de tre point kunne ingen tage fra Brøndby, der nu overvintrer på fjerdepladsen i ligaen - fire point efter Randers FC på tredjepladsen og 13 point efter topholdet fra FC Midtjylland.

Mens spillere og dele af administrationen kan se frem til ferie og en roligere tid, er det nu sportsdirektør Per Rud for alvor skal i gang. Nu gælder det om at lykkes med endnu et transfervindue.

Og selv om Brøndby på forhånd har meddelt, at der ikke kommer til at ske lige så meget i dette vindue som i de seneste, vil der alligevel komme justeringer.

- Det er nu, mit arbejde begynder, og jeg trækker i arbejdstøjet. Vi skal se på eventuelle justeringer af truppen, hvor der måske er et par enkelte, der er kommet i overskud, uden at jeg vil sætte navne på. Men vi skal ikke forvente et så hektisk transfervindue som dem, vi har set hidtil, siger Per Rud til Berlingske. 

Forsvarsspilleren Mikael Almebäck kan meget vel være en af de spillere, som Per Rud taler om, lige som sommerens indkøb Fredrik Semb Berge også har måttet se langt efter spilletid i de seneste mange kampe. 

Almebäck har ikke spillet et eneste minut i denne sæsons Superliga, mens Semb Berge, der spillede fra start i sæsonens syv første kampe, har været holdt helt ude i de seneste 10 kampe i Superligaen.