Silkeborg: Nedrykning er mest sandsynligt
Illustration
Superliga

Silkeborg: Nedrykning er mest sandsynligt

Silkeborg IF tilpasser sin økonomi, fordi man regner med at rykke ned.

Silkeborg meddelte onsdag til Fondsbørsen, at klubben har nedjusteret forventningerne til årets regnskabsresultat, så man nu forventer et underskud på mellem fire og seks millioner kroner. 

Klubbens direktør Kent Madsen oplyser nu, at man har valgt at gøre dette, fordi Silkeborg IF sandsynligvis skal spille i landets næstbedste række i næste sæson.

- Vi signalerer med den her fondsbørsmeddelelse, at vi ikke sidder på hænderne, men at vi agerer i forhold til det mest sandsynlige, som er, at vi rykker ned. Vi tilpasser forretningen, så vi får de bedste muligheder for at komme tilbage i Superligaen igen, siger Kent Madsen ifølge Midtjyllands Avis. 

Han erkender, at det bliver svært at overleve i Superligaen.

- Vi håber altid på, at det skal gå makismalt godt, og hvis præstationen bliver så overbevisende i de sidste tre kampe i efteråret, at der kommer mange point på kontoen, kan tingene komme til at se anderledes ud. Men når man kigger på stillingen, skal vi matematisk spille som et tophold i foråret for at overleve, siger han. 

Silkeborg har hentet fire point i sæsonens første 14 kampe. Næste opgør er på udebane mod FC København.