Superliga

Skole i Kbh kan sikre Mendy ny OB-kontrakt

Bernard Mendy håber, at han kan få sin familie til at flytte til Danmark, således han kan fortsætte i OB.

Bernard Mendy tumler i disse dage med en svær beslutning. Skal han satse på at fortsætte karrieren i OB, hvor han har spillet det seneste års tid, eller skal han bestræbe sig på at finde en anden klub at spille i? Franskmanden har kontraktudløb efter sæsonen, og han vil have en afklaring på sin fremtid, inden OB indleder forårssæsonen den 5. marts, så han skal snart til at træffe den endelige afgørelse.

OB-backens helt store problem er, at han er langt væk fra familien, og det er for alvor det, der trækker ham væk fra den fynske Ådal. Men nu har Bernard Mendy fundet en mulig løsning på problemet.

- Jeg håber, at min familie kommer herop. Så vil jeg blive mere lykkelig. Der er en fransk skole i København, og så vil det være nemmere for min kone og mine børn. Naturligvis vil jeg blive her. Men jeg vil være gladere, hvis min familie var her også, siger Bernard Mendy til sporten.tv2.dk.

OB's sportsdirektør Poul Hansen har tidligere slået fast, at fynboerne som udgangspunkt gerne vil forlænge kontrakten med den tidligere Premier League-spiller.