Video : Tipsbladet
Superliga

SL-træner lider: Hårdeste periode i karrieren

Søren Krogh har det ikke nemt for tiden, og han kalder det den hårdeste periode i hans karriere.

Det er ikke nemt at være Søren Krogh for tiden.

I januar overtog han rollen som OB-cheftræner, efter Andreas Alm blev fyret, men det er slet ikke blevet til den start, Søren Krogh havde håbet på.

Status er, at OB er i stor fare for at rykke ned, og Søren Krogh har kun vundet to ud af hans ti kampe i spidsen for fynboerne.

Presset er stort på Søren Krogh. Meget stort. Og det er til at mærke, fortæller OB-træneren i et interview med Tipsbladet.

Er det den hårdeste periode i din karriere?

- Ja, det vil jeg sige. Sådan er det med fodbold. Jeg havde også den fedeste, da vi vandt sæsonens første kamp efter en lang preseason. Det er den verden, man er en del af, og det skal man virkelig kunne håndtere.

- Men det er hårdt for os allesammen. Det handler om at have hovedet oppe og brystet fremme, så vi kan finde det frem, vi kan finde frem. Der er ikke andre muligheder for os og mig selv. Vi går all in på overlevelse.

Er det noget, der skræmmer i forhold til dine cheftræner-ambitioner? Det ville være naturligt at genoverveje, om det er noget for dig.

- Din betragtning er helt klart nogle tanker, man går og arbejder med. Men man skal samtidig forstå, det er en præmis, og man skal forstå, at jeg nu har muligheden for at gøre noget, og så må jeg fandeme også kunne håndtere, når det ikke går godt.

- Pilen peger på mig, og det skal jeg kunne leve i og håndtere. Jeg tror, man bliver hærdet af det, det gør jeg i hvert fald.

- Jeg skal rejse mig op, og det er det, jeg er ansat til, siger Søren Krogh til Tipsbladet.

Fem finaler venter
Det er fem yderst vigtige kampe, der venter for Søren Krogh og OB.

De to kommende kampe kan især blive afgørende, for her møder OB de direkte nedrykningskonkurrenter i Vejle og Lyngby.

Der arbejdes derfor på højtryk, så man kan komme bedst muligt ind til kampene, der dog bliver uden drastiske ændringer.

- Lige nu føler jeg, vi er et hold, der mangler noget sammenhæng. Jeg synes også, vi mangler noget struktur og nogle ting, som jeg er ansvarlig for.

- Jeg har skiftet en del ud, og jeg har prøvet nogle forskellige ting på positioner, hvor jeg ikke synes, vi har ramt den rigtigt. Jeg kan heller ikke smide alt væk, men jeg kan arbejde med noget af det gode, vi har gang i, og så kan jeg arbejde med en plan b, som alternativt kan give os noget drive og fremdrift.

- Det er en finale en ad gangen. Den gamle kliché. Det skal motivere os, og vi har stadig muligheden for selv at gøre noget ved det, siger Søren Krogh.

OB skal mandag en tur til Vejle.