SønderjyskE henter assistenttræner i AC Horsens
Foto: Kåre Hangaard
Superliga

SønderjyskE henter assistenttræner i AC Horsens

Niels Lodberg vender tilbage til SønderjyskE som assistent.

Den tidligere SønderjyskE-spiller og nuværende AC Horsens-assistent, Niels Lodberg, vender fra sommeren 2017 tilbage til SønderjyskE. Denne gang ikke som spiller, men i en rolle som assistent.

Det skriver de to klubber på deres hjemmesider.

Niels Lodberg er aktuelt assistent i AC Horsens, og han bliver i klubben frem til sommer, hvor Bo Henriksen så skal finde en ny assistenttræner.

Dermed bliver Lodberg en del af en trænertrio i SønderjyskE, hvor cheftræner Claus Nørgaard har Henrik Hansen som assistent og altså også får Lodberg.

- Niels Lodberg er en vindertype, som vi er utroligt glade for at have tilbage i det lyseblå team. Han kender klubben ud og ind, og det vil være som om, han aldrig har været væk fra klubben, siger SønderjyskE's sportschef, Hans Jørgen Haysen, og fortsætter:

- Niels Lodberg var i tre sæsoner personificeringen af vores værdier om hårdt arbejde og sammenhold, og han møder op efter sommerpausen med en spændende og anderledes tilgang som træner, hvilket helt sikkert kommer til at supplere og fuldende en meget stærk trænertrio. Niels Lodberg gør i foråret sit arbejde færdigt hos AC Horsens, og frem til sommerpausen vil det i SønderjyskE være Claus Nørgaard og Henrik Hansen, som sammen vil føre vores superligahold gennem et utroligt spændende forår.

Lodberg glæder sig også til at vende tilbage til SønderjyskE, som han spillede for fra 2012 til 2015.

- Det har været en svær beslutning, der har krævet dage og nætter. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har valgt Sønderjyske på grund af økonomien eller utilfredshed med AC Horsens, for jeg er rigtig glad for at være i klubben, og det er bestemt ikke et fravalg af AC Horsens. Men nu vil jeg gerne tage det næste skridt i karrieren og opnå ny erfaring i et andet trænermiljø, og det er det rigtige step i min personlige udvikling. Bo Henriksen har været informeret hele vejen, og det har været vigtigt for mig. Jeg har takket nej til at skifte til SønderjyskE nu, for jeg vil rigtig gerne være med til at redde os i den første sæson i Superligaen og fuldføre min kontrakt. Det er her i AC Horsens, min fokus er i foråret, lyder det fra Niels Lodberg.

Bo Henriksen er ærgerlig over at miste Niels Lodberg.

- Vi har haft en rigtig god dialog med Niels hele vejen i forhold til, hvad der skulle ske. Han havde muligheden for at skifte til SønderjyskE allerede nu, og det ville vi ikke stå i vejen for, men Niels vil være med til at færdiggøre noget, vi startede for to år siden. Det har være en lang og til tider hård og fantastisk rejse, og jeg er glad og stolt over, at han vil gøre det færdig. Niels er blevet en fantastisk ven og vil altid være det, og han går en fantastisk karriere i møde. Det er rigtigt for ham at forsætte i SønderjyskE, og det har jeg forståelse og respekt for, og jeg håber, at jeg får mulighed for at arbejde sammen med ham igen. Heldigvis har vi et halvt år mere til at nyde hinandens selskab og lære af hinanden, fortæller Bo Henriksen.