SønderjyskE: Okwis debut nærmer sig
Superliga

SønderjyskE: Okwis debut nærmer sig

Assistenttræner Peter Enevoldsen tror ikke, at der går lang tid før Emmanuel Okwi får sin debut for SønderjyskE.

Tidligere på sommeren hev SønderjyskE en kanin op af hatten, da de præsenterede 22-årige Emmanuel Okwi fra Uganda på en fem-årig aftale.

Angriberen, der blev hentet i Tanzania hos Simba SC, kæmper stadig med at finde sig til rette i Danmark, og har derfor endnu sin Superliga-debut til gode. Den kan dog komme snart.

Assistenttræner Peter Enevoldsen er tilfreds med Okwi, der mandag spillede med i en reserveholdskamp mod Århus Fremad, som SønderjyskE vandt med 4-2.

- Jeg synes, det begynder at se bedre og bedre ud. Selvfølgelig mangler han de taktiske ting, da han ikke er vant til det fodbold, der bliver spillet i Danmark.

- Han er en hurtig spiller og kan noget på egen hånd. Jeg er sikker på, han nok skal spille en god spiller for os, og jeg tror ikke, der går lang tid, før han kan få nogle minutter i Superligaen, siger Enevoldsen til klubbens hjemmeside. 

SønderjyskE møder i weekenden FC København på hjemmebane.