SønderjyskE: Silas Songani skal væk
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Superliga

SønderjyskE: Silas Songani skal væk

SønderjyskE satser på at få afskibet Silas Songani i løbet af dagen.

Seks spillere har forladt SønderjyskE i dette transfervindue, og hvis alt går efter planen, bliver det til syv, inden dagen er omme. Mens flere profiler har takket af i Haderslev, er der dog i dette tilfælde tale om en marginalspiller.

Den 27-årige offensivspiller Silas Songani var i efteråret udlejet til FC Sydvest, men nu er han tilbage i Haderslev. Det er imidlertid kun for en kort bemærkning, hvis det står til sportschef Hans Jørgen Haysen.

- Songani skal et sted hen, hvor han får spilletid. Om det bliver et salg, en lejeaftale, eller vi lader ham gå, er ikke så vigtigt. Vi er åbne for det hele. Han er meget langt fra spilletid her i klubben, så vi skal have fundet en løsning. Hvad folk måske glemmer i forhold til Songani, er, at han faktisk har spillet en del Superliga-kampe (51, red.), så det er selvfølgelig ikke en holdbar situation for ham, siger Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk.

Silas Songani har kontrakt med SønderjyskE frem til sommeren 2019.