Solbakken: Kan miste Kacaniklic i januar
Illustration
Superliga

Solbakken: Kan miste Kacaniklic i januar

FC København risikerer at miste Alexander Kacaniklic til januar. Fulham kan kalde ham tilbage til England, bekræfter Ståle Solbakken.

FC København fik i slutningen af sommerens transfervindue tilgang af svenskeren Alexander Kacaniklic, der blev lejet i engelske Fulham og kan fremvise et flot CV. Den svenske offensivspiller bed sig fast i FC København fra dag et, men han skilte sig aldrig for alvor ud i kampene, og de seneste tre FCK-opgør har været uden Kacaniklics deltagelse.

Mod Torino var han syg og derfor ude af truppen - svenskeren var dog tiltænkt en plads på bænken fra start. I kampene mod AaB og FC København kom Alexander Kacaniklic slet ikke i aktion. Spørgsmålet er nu, om FCK og Kacaniklic har fået det ud af hinanden, som de havde håbet på forhånd. 

- Jeg synes, han kom ind som et frisk pust i starten, men han kom ind på et hold med overskud efter at have været ude i kulden i Fulham i lang tid. Han har ikke rigtig formået at sætte sig igennem til træning og i kampene, og så har Danny (Amankwaa, red.) og Rurik (Gislason, red.) simpelthen overhalet ham på den position, siger FCK-manager Ståle Solbakken til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Så meget har han heller ikke siddet på bænken. Han har været på banen i rigtig mange kampe, men har som sagt ikke rigtig formået at sætte sig igennem.

Ser du fortsat, at han kan spille en rolle i FC København?

- Ja, men det er også op til Fulham. Hvis de vil have ham tilbage, så bliver det nok sådan. Det er dem, der bestemmer, fastslår Ståle Solbakken.

Og Fulham vil gerne have Alexander Kacaniklic tilbage. Det fastslog klubbens manager, Kit Symons, i sidste uge over for fotbollskanalen.se, hvor det også kom frem, at der er forskellige klausuler i svenskerens lejekontrakt, der gør det muligt for Fulham at hente Kacaniklic tilbage i januar, selv om lejemålet med FC København som udgangspunkt gælder resten af sæsonen.

- Det er en mulighed at hente ham tilbage i januar. Det er en spiller med meget erfaring, og jeg er 100 procent sikker på hans karakter. Jeg ved præcis, hvad holdet har brug for, og jeg kender ham meget godt, lød det fra Fulham-manageren.