Spelmann: Rystet over det kom så langt
Foto: AGF
Superliga

Spelmann: Rystet over det kom så langt

Martin Spelmann mener ikke, at duellen med Awer Mabil, der førte til en udvisning til australieren, var noget særligt.

Martin Spelmann går sjældent af vejen for en kontrovers på en fodboldbane, og mandag var ingen undtagelse, da AGF var på besøg i Esbjerg. Her havde han flere bataljer med Esbjergs Awer Mabil, og til sidst endte det med at koste australieren et direkte rødt kort i første halvleg.

Det røde kort blev givet på opfordring af fjerdedommer Morten Krogh til dommer Dennis Mogensen, men Spelmann mener, det var en alt for hård kendelse.

- Jeg er rystet over, vi overhovedet nåede der til. Der var ingen af os, der tog kontakt til dommeren. Der var lidt infight, ja, og måske går det over gevind, måske gør det ikke. Jeg vil ikke stå her og gøre mig til dommer, men du ser ikke ham skabe sig over duellen, og jeg gør heller ikke noget, siger Martin Spelmann til TV3 Sport og tilføjer:

- Han er en hurtig spiller, og jeg kan godt lide at spille fysisk. Vi går til hinanden, men meget mere er der heller ikke i det. Du kan bare prøve at se, hvor meget forsvarsspillere og angribere står og skubber til hinanden inde i feltet. I sidste uge mod Randers havde Mads Agesen og jeg også en lille batalje, som linjedommeren også ser og vælger at gøre ingenting.

Opgøret endte 2-2.