Sportsdirektør afviser: Sisto bliver ikke solgt i januar
Illustration
Superliga

Sportsdirektør afviser: Sisto bliver ikke solgt i januar

Pione Sisto bliver med al sandsynlighed i FC Midtjylland frem til sommer, klubben vil nemlig ikke slippe ham på nuværende tidspunkt.

Han er Superligaens største salgsemne, Pione Sisto, men den 19-årige offensivspiller med syv mål i 14 kampe skal ikke regne med at blive solgt til udlandet allerede i januar. FC Midtjylland vil nemlig strække sig langt for at fastholde Pione Sisto i truppen resten af sæsonen.

Der er nemlig flere potentielt vigtige ting, som kan betyde, at FCM kan sige nej til store bud på Pione Sisto i januar. For det første spiller klubben med om mesterskabet, og Pione Sisto har biddraget markant til succesen, hvilket han ventes at fortsætte med, holder FCM fast i ham. For det andet er der gode muligheder for, at Pione Sisto kan trække i landsholdstrøjen på U/21-landsholdet, ligesom han kan være med ved U/21-slutrunden til sommer. For det tredje er der en chance for, at Morten Olsen hiver ham op på A-landsholdet. For det fjerde er FCM's økonomi ikke lige så presset som tidligere, efter Mathew Benham fik aktiemajoriteten i klubben - derfor er der råd til at sige nej her og nu.

Kommer Sisto ind i landsholdsvarmen og med til U/21 EM-slutrunden til sommer, er der tale om et kæmpe udstillingsvindue, der kan betyde, at FC Midtjylland kan få endnu flere millioner kroner for Sisto, mod hvis de sælger ham til januar.

- Pione er inde i en fantastisk god udvikling, og han kan noget, vi sjældent ser på danske stadions. Så selvfølgelig vil han være eftertragtet, og han er eftertragtet. Men han kan sagtens fortsætte sin udvikling i FC Midtjylland, og han skal ikke væk i dette transfervindue, kan jeg næsten med sikkerhed love. Der kan jo altid komme et så stort bud, at vi ganske enkelt ikke kan sige nej, men det forestiller jeg mig ikke, siger Claus Steinlein til tipsbladet.dk og forklarer videre:

- Det er kæmpe stort for klubben og for Pione selv, at han bliver dansker og kan trække i den rød-hvide trøje. Det er knægten ude fra Tjørring. Med muligheden for landskampe, en slutrunde til sommer og et dansk mesterskab har Pione Sisto et flot udstillingsvindue i FC Midtjylland, hvor han står i en god position og er inde i en god udvikling. Det er ikke sådan, at han ikke kan udvikle sig mere på det her niveau, han har mange dygtige medspillere og landsholdsspillere omkring sig, som han stadig kan lære meget af. Så jeg synes, det er naturligt, at Pione skal fortsætte i dansk fodbold, og jeg synes også, han er en gave til dansk fodbold, siger Claus Steinlein.

Fredag var Pione Sisto igen på pletten, da FC Midtjylland vandt 2-1 ude over Silkeborg. Sisto stod for målet til 2-0, og han er nu noteret for syv scoringer i 14 kampe i Superligaen. Det er kun et mål færre end Mads Hvilsom, der med otte scoringer fører topscorerlisten. Claus Steinlein fortæller videre, at der da også har været masser af interesse for Sisto allerede.

- Jeg hører hele tiden fra agenter, der lige spørger ind til Sisto. Der er jo heller ikke en klub i Europa med respekt for sig selv, der ikke lige hører ind til en spiller af Sistos kvalitet, slutter Steinlein.