Ståle om dansk landstrænerjob: Tænker kun på min FCK-kontrakt
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Ståle om dansk landstrænerjob: Tænker kun på min FCK-kontrakt

Ståle Solbakken vil ikke melde sig selv ind i feltet af landstrænerkandidater, der kan tage over efter Morten Olsen. Han forholder sig udelukkende til sin eksisterende kontrakt med FC København.

Morten Olsen annoncerede tirsdag, at han er fortid i jobbet som landstræner, når hans kontrakt udløber næste sommer. Det har naturligvis sat gang i diskussionerne omkring de mulige afløsere, som til næste sommer skal overtage depechen fra Olsen, og i feltet er FC Københavns manager, Ståle Solbakken, blevet nævnt.

Men Solbakken, hvis kontrakt med FCK udløber på samme tid som Olsens i DBU i sommeren 2016, koncentrerer sig udelukkende om sit job hos de danske vicemestre.

- Det har jeg overhovedet ikke tænkt på. Den diskussion kommer og går med jævne mellemrum, og jeg forholder mig til den kontrakt, som jeg har i FCK, siger Ståle Solbakken til tipsbladet.dk.

Den norske FCK-chef var tidligere i karrieren meget tæt på at blive norsk landstræner, men valgte i stedet at forfølge drømmen om at blive cheftræner i FC Köln og siden Wolverhampton, før FCK og Parken igen trak i 2013. På det danske nationalstadion i København har Olsen også hjemme, og Solbakken har kun gode ting at sige landstræneren siden 2000.

- Han har haft sin tankegang og sin måde at spille på, og den har han været tro mod. Når man har været træner så længe, så har der selvfølgelig været opture og nedture. Man kan ikke undgå i et så lille land som Danmark, at der ikke kommer nedture, sådan er det bare. Men han har været en god landstræner i mange, mange år. Som alle andre trænere, der har været længe i et job, kommer der op- og nedture, men under Morten Olsen har der været flere opture end nedture, og det er det vigtigste, siger Ståle Solbakken videre.