Steve De Ridder træner alene og arbejder på FCK-exit
Foto: Tipsbladet
Superliga

Steve De Ridder træner alene og arbejder på FCK-exit

Steve De Ridder har ingen fremtid i FC København, men han har stadig kontrakt med klubben i to år endnu. Der arbejdes på en løsning.

FC København er i aktuelt på træningslejr i Østrig, hvor den danske klub træner frem mod den kommende sæson. Hele truppen er af sted - bare ikke de to angribere Steve De Ridder og Marvin Pourié. De to spillere er ellers formelt FCK-spillere efter endt lejemål hos henholdsvis Zulte-Waregem og FC Ufa, men da de ikke indgår i planerne for fremtidens FC København, er de ikke med i Østrig. 

Hos Steve De Ridder-lejren er man opmærksom på situationen, og angriberens agent Martin van Ophuizen oplyser over for tipsbladet.dk, at der arbejdes på en løsning på situationen.

- Vi har aftalt med klubben, at han holder formen ved lige hjemme i Belgien de næste par dage. Hvis der ikke kommer en afklaring, inden FC København er tilbage fra træningslejren, skal han formentlig træne med klubben. Han havde en god sæson i Zulte-Waregem, der havde en købsoption, men klubben havde ikke råd til at imødekomme FC Københavns krav til en transfer, siger Martin van Ophuizen til tipsbladet.dk.

- Lige nu er transfermarkedet lidt stille, for de forskellige klubber vil gerne se deres hold an i opstartsfasen. Det er hverken optimalt for spillere eller klubber, da aller gerne vil have afklaring så tidligt som muligt, men sådan er det. FC København er også i gang med at forberede sig, og vi må se, hvad der sker, tilføjer han.

Steve De Ridder spillede i sidste sæson for Zulte-Waregem med pæn succes, idet han spillede fast og scorede en håndfuld mål som offensiv midtbanespiller. Derfor har der også været henvendelser fra andre klubber, der har vist interesse for belgieren. Den store hurdle er imidlertid den transfersum, som FC København forlanger for at slippe ham.

Derfor afventer De Ridder-lejren lige nu udviklingen på sommerens transfermarked, og agenten Martin van Ophuizen forventer, at der først kommer en afklaring i august - muligvis i slutningen af august. Hvis ikke et salg kommer i hus, kan det komme på tale, at Steve De Ridder bliver løst fra sin kontrakt.

- Alt er muligt i fodbold. FC København er en stor klub, og Ståle Solbakken er en god manager. Begge parter er professionelle, og der er ingen dårlig stemning mellem spiller og klub. Nogle gange passer tingene sammen perfekt, og andre gange falder det ikke hundrede procent i hak. Lige nu ser vi efter alternativer, og hvis der kommer en klub, der imødekommer kravene fra FC København og Steve, er det optimalt. Hvis der ikke gør det, må vi kigge på, hvilke alternativer der så er, siger Steve De Ridders agent.

Steve De Ridder kom til FC København i sommeren 2014 fra FC Utrecht på en fire-årig kontrakt.