Video : Tipsbladet
Superliga

Stor mystik: Spion filmede FC Midtjylland-træning

Spion filmede FC Midtjylland-træning, fortæller Thomas Thomasberg før kampen mod AGF.

Der venter et brag af et opgør, men optakten til kampen tog en drejning, da Thomas Thomasberg blev interviewet af Viaplay inden opgøret.

Her kunne han rapportere, at der havde været en spion på besøg på anlægget i Ikast - vedkommende filmede træningen, lyder det fra Thomas Thomasberg.

- Der har været så stor interesse, at der i går var en, der stod og noterede fra vores træning og filmede. Men da vi skulle have fat i ham, var han over stok og sten, siger Thomas Thomasberg til Viaplay og forklarer:

- Han var hurtigt væk, da vi kom nærmere. Men ja, der var filmet til vores træning i går, siger Thomas Thomasberg.

Cheftræneren ville ikke spekulere i, hvem der filmede træningen, men den første tanke er nok den kommende kamp, som altså er mod AGF. Det er selvsagt udokumenteret, hvorfor spørgsmålet og svaret sværer i vinden.

Thomasberg er ærgerlig over situationen.

- Det er aldrig rart. Det er fedt med åben træning, og at fansene kan komme tæt på, men jeg vil helst ikke have, at nogen filmer og kigger på, hvad vi gør, siger han.

FC Midtjylland har mange skader og karantæner, hvorfor cheftræneren må være i tænkeboks, om han skal gå over til en trebackkæde, eller om han skal holde fast i den sædvanlige 4-4-2.