Superliga

Storklubberne jagter FCK'er

Det er efterhånden de helt store klubber, der sættes i forbindelse med Oscar Wendt. Men svenskerens fremtid er endnu ikke afgjort.

Oscar Wendt forlader FC København til sommer. Men hvor skal han hen? Det er det helt store spørgsmål her fire måneder før svenskeren rejser fra den danske mesterklub. For det er ikke rygter det skorter på, når snakken falder på "Løvernes" venstre back. Det er efterhånden blevet en disciplin i sig selv at holde styr på, hvilke klubber han knyttes sammmen med.

Tidligere har klubber som Benfica, Kaiserslautern, Werder Bremen, Bologna, Olympique Marseille og Liverpool været nævnt i forbindelse med Wendt. Og i weekenden blev Tottenham og endda selveste FC Barcelona også føjet til listen. Mange klubber vil have den svenske landsholdsspiller, som er gratis til sommer og dermed allerede nu kan forhandle med eventuelle bejlere.

- Vi forhandler alt det, vi overhovedet vil. Men jeg har ikke noget afgørende nyt at bringe til bordet, fortæller Oscar Wendts agent, Niclas Jensen, til tipsbladet.dk.

- Oscar vil gerne have fremtiden på plads så hurtigt som muligt, men omvendt vil han ikke forhaste sig. Så det er en balancekunst, fortsætter Niclas Jensen.

Med nogle af de store klubber inde i billedet skal der dog mange overvejelser til, før en beslutning skal tages. For hvad er vigtigst, når det gælder eksempelvis spilletid, økonomi, liga og klubstørrelse?

- Oscar vil sevlfølgelig gerne skrue så højt op som muligt på alle parametre. Men det vigtigste er, at det føles rigtigt rent sportsligt, siger Niclas Jensen, inden han sætter navn på de lande, den nuværende FCK-profil ønsker at spille i.

- Oscar synes, det ville være rigtig sjovt at spille i England, Tyskland, Italien, Spanien eller Frankrig, slutter agenten med det der på nydansk vist kaldes for en helgardering.