Stort derby i vente: FCK tæt på udsolgt til Brøndby-brag
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Stort derby i vente: FCK tæt på udsolgt til Brøndby-brag

Ifølge FC Københavns egen app er der under 1.000 billetter tilbage til kampen mod Brøndby søndag.

Der kommer til at være masser af tilskuere på plads, når FC København møder Brøndby søndag aften. Der er således færre end 1.000 billetter tilbage til de tilskuerafsnit, hvor FC Københavns fans sidder.

Ifølge FC Københavns officielle app, er der således kun 772 billetter tilbage i salg, og dermed tyder det på fuldt hus på de tre tribuner, der er afsat til FCK-tilskuere.

I mandags blev det offentliggjort, at Brøndbys fans igen kommer til at være på D-tribunen i nationalarenaen, og torsdag bliver der sat 1.400 billetter til salg til Brøndbys fans. Hvis disse bliver solgt, kan der ende med at blive fuldt hus på det stadion, der i folkemunde bare hedder Parken. 

Tilskuerrekorden til et derby mellem FC København og Brøndby er 41.201 i 2006, men dette var før ombygningen af FC Københavns hjemmebane, hvor den samlede kapacitet nu er mindre. 

Det seneste Superliga-derby mellem FC København og Brøndby på Østerbro trak 31.223 tilskuere på Danmarks største fodboldstadion.