Syv spørgsmål til Superligaen: Kan OB få stoppet krisen?
Foto: Anders Brohus/Polfoto
Superliga

Syv spørgsmål til Superligaen: Kan OB få stoppet krisen?

Syv kampe, syv spørgsmål. Syv svar. Tipsbladet.dk sætter fokus på Superliga-kampene ved at stille et spørgsmål, der skal svar på, til hver kamp.

Det er ikke meget fri, folk med hang til Superliga-fodbold får. Fra fredag den 16. september og frem til mandag den 26. september har der blot været én dag uden Superliga-fodbold. Det er i dag - den 23. september - og denne fridag giver os en kærkommen lejlighed til at se nærmere på 11. runde i Alka Superligaen, der åbner med en kamp mellem FC København og AGF lørdag.

Runden har fem søndagskampe og slutter mandag aftenmed opgøret mellem Silkeborg IF og AaB.

Lad os se nærmere på kampene og få stillet de spørgsmål, vi søger svar på - tjek i øvrigt spilekspert Jacob Hansens spilforslag til alle Superliga-kampene her.

Hvor mange spillere sparer Ståle Solbakken?
FC København - AGF, lørdag den 24. september klokken 15.30, 3+

Meget fokus vil ganske givet være på mødet mellem rivalerne Ståle Solbakken og Glen Riddersholm, men det er også værd at holde øje med, hvor mange stamspillere FCK-træneren sparer med tanke på mødet med Club Brugge i Champions League-gruppespillet tirsdag.

Mod Randers blev Peter Ankersen sparet, så det er nok ikke utænkeligt, at FCK sparer Ludwig Augustinsson mod AGF. Thomas Delaney var i karantæne mod Randers og vender nok tilbage i startopstillingen i stedet for William Kvist, der bliver sparet. Og på kanten er Rasmus Falk nok tilbage i startopstillingen - eventuelt i stedet for Benjamin Verbic. I angrebet kan Andreas Cornelius være tilbage i startopstillingen, og det kan være i stedet for Federico Santander.

Men alt det får vi svar på lørdag, når de to hold mødes. Sikkert er det i hvert fald, at FCK har et stort fokus på Champions League.

Læs optakten til FC København - AGF her

Er Lyngby et hold på vej mod top seks?
Viborg FF - Lyngby BK, søndag klokken 12.00, TV3 Sport 2

David Nielsen og Lyngby BK kommer fra to sejre over henholdsvis AaB og Brøndby. Det er hold fra top fire, og sejrene giver en indikation på, at Lyngby er et hold, man skal passe på.

Klubben ligger nummer syv i Superligaen med 14 point - samme antal som AC Horsens på sjettepladsen - og en kamp mod Viborg kan være med til at levere et indtryk af, at holdet er værd at regne med som alvorlig top seks-kandidat.

Omvendt scorer holdet for få mål - blot 10 er det blevet til - så det bliver interessant at se, hvordan det går, når Lyngby møder et hold, der har mere fokus på defensiven, end AaB og Brøndy har.

Kan Marvin Pourié fortsætte målformen?
Randers FC - SønderjyskE, søndag klokken 14.00, EuroSport 2

Den tyske angriber Marvin Pourié er tilbage i dansk fodbold og Superligaen, og denne gang er han tilbage med en hårpragt, der minder om en mellemting mellem Eminem fra årtusindeskiftet og Lionel Messis 2016-sommerfrisure.

Heldigvis er tyskeren også tilbage med mål, og onsdag scorede han mod sit tidligere hold fra FC København i et opgør, der endte 2-2.

Skæbnen vil, at der nu står en ny, tidligere arbejdsgiver i vejen for Randers FC i form af SønderjyskE, og vi zoomer ind på Marvin Pourié og spørger, om han kan fortsætte sin målhøst.

Læs optakten til Randers - SønderjyskE her.

Kan OB komme ud af krisen?
Brøndby IF - OB, søndag klokken 16.00, Canal 9

Yikes. Fem kampe i streg har fynske OB tabt, og hvis tingene går mod OB denne runde, ligger klubben sidst i Superligaen efter 11. runder. Ikke just det, de fleste troede, da sæsonen skulle gå i gang, men når du bliver ved med at tabe, er der bare kontant afrejning.

Senest blev det til et nederlag på 0-1 ude mod SønderjyskE, og selv om OB skabte masser af muligheder og store, store chancer, har OB ikke scoret i fire Superliga-kampe i streg.

Mod Brøndby skal OB så forsøge at komme tilbage på sporet, men det bliver ikke nemt mod en modstander, der også må forventes at være sulten efter point på grund af to nederlag i træk.

Er Kent Nielsen under pres, og kan OB få noget ud af det svære opgør på Brøndby Stadion? Svaret kommer søndag.

Læs optakten til Brøndby - OB her.

Er der ro i FC Midtjylland?
FC Midtjylland - AC Horsens, søndag klokken 18.00, TV3 Sport 1

Kristoffer Olsson var sur over at blive skiftet ud mod AGF i første halvleg, hvor han gik direkte i omklædningsrummet, og det var bestemt ikke med Jess Thorups velsignelse, at han gjorde det. Rafael van der Vaart var angiveligt for slidt til at spille mod AGF i onsdags, så han var blot på bænken.

Det er efterhånden spørgsmålet, om der er små revner i overfladen i FC Midtjylland, der aktuelt ligger nummer med 17 point for 10 kampe.

Hvis svaret er nej, kan man godt forvente at se en reaktion fra et samlet FC Midtjylland-hold mod AC Horsens. Er svaret ja, er det her en kamp, som FCM taber.

Læs optakten til FC Midtjylland - AC Horsens her 

Hvad betyder tabet af Jeppe Andersen for Esbjerg?
FC Nordsjælland - Esbjerg fB, søndag klokken 20.00, TV3 Sport 1

Esbjerg-træner Colin Todd har lagt meget vægt på, at Jeppe Andersen skulle have en stor rolle på holdet, ligesom han har flyttet ham ind centralt i banen og gjort ham til anfører. Men nu skal EfB undvære Jeppe Andersen, der sidder ude med en skade og er væk i nogle uger.

Det stiller nogle krav til Esbjerg-holdet, hvor det ikke blomstrer med store ledere. Én, der kan være det, er Jesper Jørgensen, men den tidligere Esbjerg-anfører er ikke Colin Todds kop te, og han er oftest at finde på bænken for holdet.

Farum er et svært sted at spille for alle hold, og Esbjerg har brug for point for at holde snor i en mulig nedrykningsrival og for samtidig at vise, at holdet kan uden Jeppe Andersen. Om Esbjerg nu også kan det, får vi et svar på søndag aften.

Læs optakten til FC Nordsjælland - Esbjerg fB her.

Bliver Nicklas Helenius manden, der sænker AaB?
Silkeborg IF - AaB, mandag klokken 19.00, TV3 Sport 1

Angriber Nicklas Helenius var en stor stjerne i AaB i sin første periode i klubben, men siden skiftet til Aston Villa og den senere hjemkomst til AaB har det været småt med store præstationer fra den nu 25-årige angriber.

Han var i foråret udlejet til tyske Paderborn og i denne sæson udlejet til Silkeborg IF, og nu møder han for første gang den klub, han har fået sin fodboldopdragelse i.

Og spørgsmålet er, om ikke Nicklas Helenius er sulten for at vise, at han er skarp foran mål, og at han er bedre end det, han viste i sin seneste tid i AaB. 

Læs optakten til Silkeborg IF - AaB her.