Szymanowski: Brøndby-kontrakt er på plads
Illustration
Superliga

Szymanowski: Brøndby-kontrakt er på plads

Alexander Szymanowski fortsætter i Brøndby. Aftalen mellem ham og klubben er på plads, og det er kun formaliteter med hans ejerklub Recreativo Huelva, der mangler at bliver afklaret, før det er klaret.

Alexander Szymanowski skriver snart under på en ny længerevarende kontrakt med Brøndby, der har indløst den købsklausul, de fik i lejeaftalen med Recreativo Huelva i sommer. Der mangler blot nogle få formaliteter med spanierne, før handlen kan blive offentliggjort.

- Det er tæt på. Vi er enige, og problemet lige nu er i Spanien, hvor der er mange, der stadig er på ferie. Klubberne begynder så småt at komme tilbage de næste dage, men det er småting, så det bliver ikke noget problem. Jeg ved, det kommer på plads. Jeg kan lide at være her, og Brøndby kan lide mig. Det sker måske i løbet af den næste uge eller to. Det er den største mulighed, jeg har fået i min karriere, siger Alexander Szymanowski til tipsbladet.dk.

Dermed skifter den 25-årige argentiner endegyldigt Spanien ud med Danmark. Han skifter endegyldigt en fast plads i Recreativo Huelva ud med stjernestatus i Brøndby, men mens mange danskere gerne ville bytte en plads på et hold i Superligaen ud med en plads på et af Segunda Divisions tophold, har Szymanowski det helt anderledes.

- For to år siden spillede jeg i den tredjebedste række i Spanien. Sidste år i den næstbedste, og nu er jeg så i den bedste række i Brøndby - et historisk hold. Jeg ved godt, at det ikke er Real Madrid eller Manchester United, men det er Brøndby. Schmeichel og Laudrup har været her. Sådanne spillere ser du ikke i den næstbedste række i Spanien. Når du spiller der, er det rigtig svært at komme videre til et hold i den bedste række. Det har været min drøm, og den oplever jeg nu.

Argentineren scorede fire Superliga-mål i 11 kampe i efterårssæsonen, og han føler, at det gik godt for ham i den første halvsæson i klubben, men han kan blive bedre endnu.

- Du har altid mere at vise. Hvis du ikke har mere at give, så er du en spiller, der aldrig lever op til forventningerne, for så kan de ikke blive bedre. Det er det, det handler om. Jeg prøver hele tiden at score flere mål, at spille flere kampe, at få flere point. Mere, mere og mere hele tiden, for hvis du har en grænse, kan du ikke blive bedre.

- Det var svært i starten, for klubben var i en dårlig position. Vi spillede rigtig god fodbold, men havde en dårlig position i rækken og fik dårlige resultater. Nu ser vi kun frem til næste kamp hele tiden, og det er meget vigtigt at gøre det, for før i tiden, da jeg kom, begyndte vi at tænke på alle mulige andre ting end den næste kamp. Nu ligger vi godt i tabellen, og det er jeg rigtig glad for, siger Szymanowski.

Det ventes, at Brøndby betaler én million euro - godt 7,5 millioner kroner - for Szymanowski.