Superliga

T. Rasmussen raser mod Brøndby-fans

Thomas Rasmussen tager skarp afstand fra de protester, der i dag på Brøndby Stadion blev rettet mod Per Bjerregaard.

Brøndby-spillerne blev i dag mødt af rasende fans på lægterne, der via banner og sang krævede Per Bjerregaards afgang fra Vestegnen. "Vi er en klub, ikke et cirkus" kunne man blandt andet læse på et af bannerne.

Den meget heftige kritik fra supporterne har fået Thomas Rasmussen op på mærkerne.

- Det er personlig hetz, og det tager jeg stærkt afstand fra. Ligegyldigt om det er mod en spiller eller en anden. Jeg lagde også mærke til, at der blev buhet, da Alexander Farnerud blev skiftet ind, siger Thomas Rasmussen ifølge Ritzau.

En udmelding der bakkes op af Henrik Jensen.

- Jeg synes, det er en lidt mærkelig form for støtte. Jeg synes, at de skulle tage at bruge deres energi på at bakke spillerne op, siger Brøndby-træneren.

Brøndby tabte i dag 0-1 til Horsens, og er uden sejr i de fire seneste opgør.