Thomas Enevoldsen hjem til AaB?
Illustration
Superliga

Thomas Enevoldsen hjem til AaB?

Thomas Enevoldsen vil væk fra Mechelen, og barndomsklubben AaB kunne være en mulighed for den glemte landsholdsspiller.

Det startede så lovende for Thomas Enevoldsen, men nu er der ikke længere meget at fejre for den tidligere danske landsholdsspiller i belgiske KV Mechelen. Den 25-årige offensivspiller blev hentet til den belgiske klub forud for denne sæson og scorede seks mål i sine første 13 kampe for klubben, men siden er det kun gået ned ad bakke for Enevoldsen, der får meget lidt spilletid i Mechelen.

Derfor overvejer han nu at forlade klubben, hvor også Mads Junker og Nicklas Pedersen er på lønningslisten, efter bare en enkelt sæson, og pilen peger hjem mod Danmark.

- Jeg er helt oprigtigt åben for alt. Det gælder også at ryge retur til Danmark, hvis det er det, der skal til for at løfte mig tilbage på det niveau, der for eksempel fik mig med til VM i Sydafrika. Jeg kan sagtens forestille mig at spille for en af topklubberne i Danmark, der spiller europæisk hver sæson. For mig ville det ikke være et nederlag eller et skridt tilbage. Niveauet her i Belgien er meget lig Superligaen, og hvis jeg gjorde det godt i en dansk klub, så ville interessen fra udlandet helt sikkert også komme igen, siger Thomas Enevoldsen til BT.

Offensivspilleren startede karrieren i AaB, og det var også i den nordjyske klub, at Enevoldsen for alvor brød igennem. Nu er han åben for en retur til barndomsklubben.

- Jeg kan sagtens se mig i AaB igen. Det er en klub, som har betydet meget for mig, og jeg har vundet et mesterskab og spillet Champions League med klubben. Men selv om jeg nærer store følelser for AaB, så er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan spille i en anden dansk klub, hvis det kan gavne min karriere. Så intet er udelukket på den front eller i andre lande for den sags skyld, siger Enevoldsen.

Thomas Enevoldsen forlod AaB i 2009 til fordel for hollandske Groningen.