Thomas Kristensen træner i FC Nordsjælland
Foto: Ado Den Haag
Superliga

Thomas Kristensen træner i FC Nordsjælland

Den tidligere landsholdsspiller Thomas Kristensen besøger FC Nordsjælland.

Den 33-årige midtbanespiller Thomas Kristensen er denne sommer på klubjagt efter afskeden med hollandske ADO Den Haag. Midtbanemanden sigter efter en aftale i en udenlandsk klub, men er åben for det meste, og nu holder han formen ved lige hjemme i Danmark. 

Thomas Kristensen træner således med sin tidligere klub FC Nordsjælland fra i dag tirsdag, rapporterer tipsbladet.dk's hjemmelsmand i Farum. Kristensen vendte søndag tilbage til Danmark, og nu holder han i første omgang formen ved lige i Farum-klubben, hvor han tidligere har spillet. 

Kristensen har gode forbindelser i klubben, idet sportsdirektør Carsten V. Jensen i sin tid hentede ham til FC København, mens han også kender Kasper Hjulmand fra deres fælles tid i Lyngby Boldklub, hvor Hjulmand var ITU-træner, mens Kristensen spillede i klubben.

FC Nordsjælland har denne sommer sagt farvel til midtbanespilleren Martin Vingaard, og da klubmanden Lasse Petry nu skal opereres, kunne der være god ræson i, at Farum-klubben skrev kontrakt med Thomas Kristensen. Dog ønsker spilleren altså først at afsøge sine udenlandske muligheder.

I sidste uge talte tipsbladet.dk med Thomas Kristensen om fremtidsperspektiverne.  

- Fysisk er der ingen problemer, så det handler om at vælge det rigtige. Jeg ved godt, at hvis tager til en dansk klub, kommer jeg nok ikke til udlandet igen, så jeg kigger mest mod udlandet. Men der er selvfølgelig ikke 10 forskellige muligheder at vælge mellem, og markedet ligger lidt stille nu. Jeg er i en venteposition, og der har været lidt løse henvendelser, men der er ikke noget konkret at forholde sig til, sagde Thomas Kristensen til tipsbladet.dk ved den lejlighed. 

FC Nordsjælland åbner sæsonen på fredag med en udekamp mod Viborg FF.