Video : Tipsbladet
Superliga

Tidligere Randers-profil vader i succes i Tyskland

Mikael Ishak vælter sig i succes i FC Nürnberg i øjeblikket. Han har scoret fem mål de seneste tre kampe.

Alt imens Randers FC synker dybere og dybere ned i krise, har en af klubbens tidligere profiler enorm succes i Tyskland.

Den svenske angriber, Mikael Ishak, tørnede ud for Randers FC i tre sæsoner, og han blev topscorer i dem alle. I januar forlod han kronjyderne til fordel for FC Nürnberg, og efter en blandet start er han nu for alvor kommet efter det.

I de seneste tre kampe har Mikael Ishak scoret fem mål og lavet to assists for FC Nürnberg, og det gør ham aktuelt til delt topscorer i 2. Bundesligaen. Svenskeren havde mange muligheder, da det i januar stod klart, at han var på vej væk fra Randers, og han er glad for, at han valgte FC Nürnberg.

- Da jeg skulle forlade Randers, var der større klubber og bedre ligaer, som var interesserede. Nürnberg viste virkelig, at de ville have mig. Det er en stor og attraktiv klub, som ser opad, og jeg øjnede en god chance for spilletid. Der er ofte mere orden i tyske klubber, ligaen holder et højt niveau, der er fantastiske arenaer og et utroligt publikum. Der var mange faktorer, siger Mikael Ishak til Sportbladet.

Blandt de interesserede klubber i Mikael Ishak var også græske Panathinaikos.