Trænerfavorit: SønderjyskE er en interessant størrelse
Superliga

Trænerfavorit: SønderjyskE er en interessant størrelse

Johnny Mølby afviser bestemt ikke at blive træner i SønderjyskE. Han vil gerne i gang til sommer.

I sommer gik Johnny Mølby og AC Horsens hver til sit, efter det ikke blev til en oprykning til Superligaen, og siden har den træneren været uden arbejde. Men lige nu meldes han som frontrunner til jobbet i SønderjyskE, der bliver ledigt, når holdets nuværende træner Lars Søndergaard til sommer skifter til AaB.

Og Johnny Mølby har efterhånden også lyst til at komme i gang igen, og han er bestemet ikke uinteresseret i at blive træner for SønderjyskE.

- Jeg håber selvfølgelig at komme i gang igen til sommer, og det tror jeg helt sikkert, at jeg har gode muligheder for, og SønderjyskE er da helt sikkert en interessant størrelse, siger Johnny Mølby til bt.dk.

Johnny Mølby har i Jydske Vestkysten flere gange været nævnt som den, der kommer til at overtage cheftrænerposten i SønderjyskE. Men klubben siger, at der ikke er noget navn på plads endnu.

SønderjyskE ligger godt nok i bunden af Superligaen, men klubben er tæt påsikker på endnu en sæson i landets bedste række.