Video : Tipsbladet
Superliga

Trods dårlig form: De burde spille mesterskabsspil

Viborg er et af de formsvageste hold i Superligaen, og nederlaget mod Lyngby hjalp ikke på det. Alligevel mener Lyngby-træner, David Nielsen, at Jakob Poulsens mandskab burde være i top-6.

Tipsbladet på Lyngby Stadion:

Én sejr ud af seks mulige. 

Ja, det lyder ikke ligefrem imponerende, og det var da også alt andet end imponerende, da Viborg fuldt fortjent tabte grundspillets sidste kamp med 0-2 til Lyngby.

Om ganske få uger skal Jakob Poulsen og co. derfor kæmpe for overlevelse i Superligaen i et tæt nedrykningsspil, men stod det til cheftræner i den modsatte lejr, David Nielsen, burde Viborg kæmpe med om noget sjovere. 

- Viborg er ikke noget dårligt fodboldhold. De burde spille mesterskabsspil med det hold, de har, fortæller David Nielsen til Tipsbladet og den øvrige presse i Lyngby. 

Spørger man træneren i den anden lejr, er stemningen dog en helt anden. 

- Det er en alvorlig situation, vi er rodet ind i sammen med mange andre hold. Selvfølgelig kigger vi seriøst på det. Men vi har også et hold og et mindset, der hedder, at vi skal ud at jagte, og det kommer vi ikke til at lægge til side, lyder det fra Viborg-træner, Jacob Poulsen. 

Synes du, at I har holdet til at kunne have været med i top-6?

- Nej, jeg synes ikke, at vi har holdet til at være med i top-6. Det synes jeg ikke, at vi har fortjent. 

Viborg ligger i skrivende stund nummer 8 i Superligaen med fire point ned til Vejle Boldklub, der - heldigvis for Jakob Poulsen og co. - også tabte i dag til FC Midtjylland.