Tvivl om Veldmate i Viborg: Ikke til at sige hvornår han er klar
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Tvivl om Veldmate i Viborg: Ikke til at sige hvornår han er klar

Den hollandske forsvarsspiller Jeroen Veldmate fra Viborg FF er fortsat ude på ubestemt tid, og der er fortsat ingen melding på, hvornår han vender tilbage.

Viborg FF er allerede uden Mikkel Rask, der er rykket til AGF, og foråret kan meget vel også blive uden den rutinerede hollandske forsvarsspiller Jeroen Veldmate.

Veldmate har været ukampdygtig med fysiske og psykiske problemer siden september, og der er fortsat ingen hollandsk forsvarsspiller at se i Viborg, hvor forberedelsen til forårssæsonen allerede er godt i gang.

Men kommer Jeroen Veldmate til at trække en Viborg-trøje over hovedet igen?

- Jeg ved det ikke, siger Jeroen Veldmates agent, Edwin Olde Riekerink, til tipsbladet.dk.

Indtil videre har det ikke været noget fremme om Veldmates problemer, og Edwin Olde Riekerink vil heller ikke uddybe, hvad der holder den ellers dygtige centrale forsvarsspiller fra fodboldbanen.

- Han er i gang med at komme sig, men jeg kan ikke sige noget om, hvornår han er klar. Der er ikke så meget nyt på den front, og jeg er ked af det, men jeg kan ikke sige mere end det, fortæller Riekerink.

Jeroen Veldmate har kontraktudløb til sommer, hvor tiden i Viborg med al sandsynlighed er forbi for den 28-årige center back. Om han så kan eller vil finde en ny arbejdsgiver, må tiden vise.