U21-landstræner: Det vigtigste er spilletid på højt niveau
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

U21-landstræner: Det vigtigste er spilletid på højt niveau

Landstræner Niels Frederiksen glæder sig over den store talentmasse i dansk fodbold, men slår fast, at det vigtigste for de unge spillere er at få minutter på banen.

Det danske U21-landshold er allerede kvalificeret til EM-slutrunden for U21-hold næste sommer, men der resterer stadig nogle kampe i kvalifikationsturneringen. 

Dem kan landstræner Niels Frederiksen i stedet bruge til at se spillere an, men træneren slår fast, at den sikrede EM-deltagelse ikke betyder noget i forhold til trupsammensætningen. Truppen til de kommende kampe mod Luxembourg og Bulgarien er ikke udtaget med en skelen til U21-EM.

- Vi gør det ikke mere nu, end vi hele tiden har gjort. Vi skal stille med en lidt bredere trup til U21-EM, hvor man skal have 23 spillere med mod de sædvanlige 18. Derfor er det naturligt at tage nogle spillere fra Årgang 1997 med, men det ville vi have gjort alligevel. For mig er det vigtigt at fortsætte stimen og arbejde hen mod at udvikle holdet, så vi står så stærkt som muligt til slutrunden, siger Niels Frederiksen til tipsbladet.dk. 

Han ser gode perspektiver for både U21-landsholdet og A-landsholdet, for han mener, at talentmassen er stor i dansk fodbold.

- Det ser fint ud. I denne udtagelse har vi seks spillere på A-landsholdet, der har alderen til at spille på U21-landsholdet. Alligevel klarer vores U21-hold sig suverænt. Selvom vi ikke møder topnationer, skal kampene jo vindes alligevel, så det ser rigtig fint ud. Der er en masse dygtige og unge talenter. For mig er det vigtigste, at de unge spillere får så meget spilletid som muligt på så højt niveau som muligt. Jeg vil hellere have, at de spiller fast i Superligaen, end at de render rundt i en Championship-klub uden at få et minut. Som udgangspunkt er det rigtig positivt, at de unge spillere får noget erfaring på øverste hylde, men for at det skal tælle i min optik, skal det være på højere niveau end Superligaen. Ellers er det ligegyldigt for mig. Får de det, er det rigtig fint, siger Niels Frederiksen.