U/23-træner overtager Gladbach på ubestemt tid
Foto: Martin Meissner/Polfoto
Superliga

U/23-træner overtager Gladbach på ubestemt tid

Borussia Mönchengladbach skal trænes af André Schubert i den kommende tid.

Borussia Mönchengladbach står uden en permanent løsning på trænerposten i den kommende tid. Det står klart efter, at klubben mandag eftermiddag har givet en status på trænersituationen. 
 
Klubbens sportsdirektør Max Eberl har på et pressemøde fortalt, at han er ærgerlig over afskeden med Lucien Favre, der søndag morgen sagde op som Gladbach-træner. 
 
- Jeg er meget ked af, at en fantastisk æra har nået sin ende på denne måde. Lucien Favres agent informerede mig søndag morgen om, at han ville stoppe som træner. Vi fortalte ham, at vi var 100 procent sikre på, at han er - eller var - den rigtige træner for os. Jeg er stadig fuldt ud overbevist om, at vi kunne have fået mere succes med Favre. Vi havde nogle gode år sammen, siger Max Eberl. 
 
- Det var nogle vidunderlige fire et halvt år. Jeg er utrolig ked af, at Favre ikke længere er vores træner, understreger han. 
 
Som midlertidig træner er André Schubert trådt til. Han har indtil nu været U/23-træner i klubben, men får altså ansvaret indtil en permanent løsning er fundet.
 
- André Schubert vil overtage træningen på førsteholdet i øjeblikket. Der er ikke sat nogen tidshorisont på, hvornår vi vil præsenteret en ny træner. Vi ønsker den bedste løsning for Borussia, og vi vil ikke gå i panik, siger Max Eberl. 
 
Borussia Mönchengladbachs næste kamp er onsdag, hvor modstanderen er Augsburg.