Polen blev sent tirsdag aften den 24. og sidste deltager ved EM i Tyskland til sommer.
I Cardiff blev det hele afgjort efter en straffesparkskonkurrence efter 0-0 og chancefattige 120 minutter.
I duellen fra pletten blev Juventus-keeper Wojciech Szczesny helt, da han snuppede et forsøg fra Daniel James.
Tidligere tirsdag havde Ukraine sikret sig sin EM-billet med 2-1 over Island, og Georgien kvalificerede sig til nationens første store slutrunde nogensinde, da holdet dukkede 2004-europamesteren Grækenland efter 0-0 og en straffesparkskonkurrence.
Åge Hareides Island tog føringen i polske Wroclaw, hvor ukrainerne på grund af krigen i Ukraine havde hjemmebane, efter en vidunderlig aktion og afslutning af den nye islandske offensivstjerne Albert Gudmundsson.
Girona-profilen Viktor Tsygankov sparkede dog balance i regnskabet kort inde i anden halvleg, og efter 83 minutter bookede Chelsea-kanten Mykhailo Mudryk EM-billetten med et kontrolleret spark fra kanten af feltet.
Det er fjerde gang i træk, at Ukraine indløser billet til EM, og bedste resultat er indtil videre den kvartfinale, som holdet tabte 0-4 til England i 2021.
Holdet har til EM formentlig fornuftige chancer i gruppe E, hvor Rumænien, Slovakiet og Belgien er modstanderne.
Polen, der er med til EM for femte gang i træk, kommer på papiret på hårdere arbejde i gruppe D, hvor Holland, Østrig og Frankrig venter i den rækkefølge.
Avancement kan især blive udfordrende, hvis ikke holdet får skabt mere end mod Wales tirsdag aften.
Kun sjældent lykkedes det således polakkerne at få sat angrebsstjernen Robert Lewandowski i scene, og da meget af det polske spil er bygget op om Barcelona-spidsen, så det tandløst ud mod Wales, som det også har gjort tidligere i kvalifikationen.
Beskedne ti mål i otte kampe lavede Polen i sin kvalifikationsgruppe, inden det forleden blev 5-1 over Estland i første playoffopgør.
Georgien er til sit første EM placeret i gruppe F med Tyrkiet, Tjekkiet og Portugal.
/ritzau/