Vejle lejer velkendt angriber i OB
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Vejle lejer velkendt angriber i OB

Vejle meddeler, at de har skrevet en et-årig lejeaftale med OB's Thomas Mikkelsen, der tidligere har spillet i klubben.

Thomas Mikkelsen har endnu ikke været i kamp for OB i denne Superliga-sæson, hvor han står i skyggen af Rasmus Festersen, Kenneth Zohore mfl. i en velfungrende fynsk offensiv.

Det tager angriberen nu konsekvensen af og skifter på en lejeaftale for resten af sæsonen til Vejle. Her spillede Mikkelsen også fra 2010 til 2013, inden turen gik til FC Fredericia og siden OB.

- Det er en velkendt angriber vi har hentet tilbage til Vejle Boldklub på en lejeaftale. Thomas’ karriere begynder for alvor i Vejle, men den punkterer også lidt til sidst. Efterfølgende havde han en fantastisk periode i FC Fredericia, hvor han scorede ti mål i 21 kampe.

- Sidste efterår blev han helt fortjent solgt til OB, hvor han under Troels Bech var inde i varmen. Thomas indeholder meget af det en moderne angriber skal indeholde. Han er fysisk stærk, har en stor løbekapacitet og er god med hovedet. Hvis han ikke laver mål, er han stadig et stort aktiv, fordi han altid arbejder i holdets tjeneste.

- Thomas Mikkelsen har brug for tryghed, for at han kan præstere. Det får han i Vejle, hvor han tidligere har spillet, og hvor han kender nøglepersonerne omkring holdet. Der er lavet en lejeaftale med Thomas Mikkelsen fordi vi forventer, han kan gøre en forskel for os.

 

- Vi har ikke lejet Thomas Mikkelsen for at skubbe Anders Kaagh, der har indledt sæsonen godt, men vi har brug for konkurrence på alle pladser, og der er nu fire forskellige angrebstyper i truppen, siger Vejle-sportschef Steen Thychosen til klubbens hjemmeside.

I sin første tid i Vejle spillede Mikkelsen 78 kampe og scorede 21 gange.