Viborg-spiller: Man skal ikke være bange for et skridt ned
Foto: Viborg FF
Superliga

Viborg-spiller: Man skal ikke være bange for et skridt ned

Søren Frederiksen nød godt af opholdet i islandsk fodbold, selv om det foregik på et lavere niveau end i Danmark.

26-årige Søren Frederiksen er et velkendt ansigt i dansk fodbold, hvor han har tørnet ud for SønderjyskE, FC København og AaB. Nu er han tilbage igen – denne gang i en Viborg-trøje – efter et kort ophold i islandske KR Reykjavik.

Og altmuligmanden nød godt af opholdet på vulkanøen, selv om det sportsligt var på et lavere niveau, end hvis han var blevet i dansk fodbold.

- Det var da også et skridt ned, men det skal man ikke være bange for, synes jeg. På det tidspunkt vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle, og jeg trængte til nogle nye græsgange. I Island spillede jeg en kompakt sæson med en masse kampe, hvor der blev gået til den fysisk og spillet i højt tempo. Det lærte jeg også noget af, siger Søren Frederiksen til Viborg Folkeblad.

Den tidligere FCK-spiller er gået igennem noget af en forvandling som fodboldspiller, siden han slog igennem i SønderjyskE. Dengang var han angriber, mens han nu huserer på backen. Et skifte, Frederiksen har taget til sig.

- Hvis jeg havde scoret 15 mål i hver sæson, så tror jeg ikke, at jeg havde skiftet position, men jeg ser faktisk mit største potentiale som back, siger han.

Søren Frederiksen kan debutere for Viborg den 28. februar i premieren mod FC Nordsjælland.